⭐⭐⭐⭐
I en kælder sort som kul.….
Tue Biering, iscenesætter af det virkelige liv, samfundskritiker om en hals og kunstnerisk leder af FIX+FOXY, har i samarbejde med performanceplatformen Toaster og dramaturg Miriam Frandsen stablet en mildest talt megaloman iscenesættelse på benene. For deres performanceværk STATEN kører over en periode på ikke mindre end fem måneder, hvor de på tyve forskellige lokationer i Storkøbenhavn præsenterer en uendelig række af møder med virkelige mennesker. Eller Episoder, som de selv kalder det, for den ramme som de har sat STATEN op i, minder grusomt meget – og med fuldt overlæg – om Netflix. Du skal finde Stateofdenmark.dk på nettet, og derefter – præcis som på Netflix – købe et måneds-abonnement, og så bare vælge hvilke og hvor mange episoder du vil se/opleve. Rimeligt crazy. Rimelig Bieringsk.
STATEN er ifølge dem selv et eksperiment, der løbende udvikles og får tilføjet nye episoder, og man ved som publikummer aldrig hvor man skal hen, før man har booket en plads. Episoderne kan ses enkeltvis og har ingen rækkefølge eller sammenhængende fortælling, kun den du selv oplever og skaber ved mødet med de mange virkelige mennesker, som Tue Biering & co. har taget med i sin fortælling om den danske stat. Men STATEN er selvfølgelig ikke skabt uden en bagvedliggende tanke, så når du har set en eller flere episoder, så tænker du måske lidt mere over de grundlæggende mekanismer, som knytter stat og borgere sammen i et samfund. Det er i hvert fald tanken som FIX+FOXY og Toaster har lagt til grund for STATEN, og den køber jeg.
Den første episode jeg oplevede var WALKING DEAD, en skattekritisk talk i en hemmelig, bunkerlignende kælder et sted i Nyhavn, hvor en mand ved navn ”Stefan” inviterede til en lyssky (Fix+Foxys betegnelse) konference om skat – et statsindgreb han bestemt ikke var glad for.
Så mens The Kinks hittet In the Summertime lød i højtalerne, og kaffe og småkager var stillet frem til fri afbenyttelse, så fik vi Stefans fortælling om staten Danmark, hvor størstedelen af befolkningen lever en Zombie-tilværelse, hvor vi accepterer statens undertrykkelse med et smil på læben. Her var altså forklaringen på episodens navn WALKING DEAD. Og Stefan inviterede skam også på eksperter (ligesindede), bl.a. en ekstern lektor på CBS, der syntes at ”venstrefløjens forelskelse i staten er klam”.
Et lille rollespil med et tæppe over hovedet og inddeling i mindre grupper blev der også tid til, så vi selv kunne opleve, hvordan vi jo nok ikke så gerne selv ville afgive magt eller værdier hvis det kom til stykket. Kort sagt var Stefan en mand med en mission, og en mand der hverken var fan af den danske stats magtmonopol, eller af statens skattesystem, som jo set fra Stefans stol er det rene røveri i fuldt dagslys.
Det var som sagt den første episode jeg overværede, og om det var tilfældigt at det var WALKING DEAD der kom frem i mit feed, er usikkert, for når man har logget ind på STATEN’s hjemmeside, bliver man spurgt om diverse personlige forhold – som løn, opsparing, kreditkortgæld eller boliglån – og så finder hjemmesidens AI ud af hvilke episoder der vil passe bedst (værst) til dig. En åbenlys FIX&FOXY-algoritme, og faktisk et ret skægt tiltag. Man kan selvfølgelig også bare lade være med at svare, men prøv det, og lad dig føre ud i en verden du normalt ikke, måske aldrig, ellers ville besøge.
Den anden episode jeg oplevede, TERRITORY, foregik på Den Hirschsprungske Samling, hvor landskabs- og landbrugsmalerier fra den danske guldalder hænger tæt. Men på et opstillet staffeli var der et billede der stak ud, for det var den konventionelle landmand ”Ole” der havde medbragt billedet, der stammede fra hans yndlingsserie på Netflix, TERRITORY. En slags australsk version af den amerikanske Yellowstone serie som jeg forstod det. En familie af jordbesiddere der kæmper for retten til at beholde deres land, og vil slås til døden for det.
Så var tonen slået an, og Ole kunne nu fortælle om sin tilværelse som konventionel landmand i Danmark, en stat der ifølge Ole ikke gjorde andet end at lægge ham og hans landbrug i spændetrøje.
For staten hjælper kun de økologiske landbrug og ser aldrig hans vej, bor i byen, og har glemt at landbruget ”faktisk er det, der ligger til grund for Danmark”. Ole havde derfor, som han selv formulerede det ”et anstrengt forhold til staten”.
Når han kørte traktor var det med et statskontrolleret kørekort, og når han brugte pesticider i afmålte mængder, var det med ”license to spray”. Staten bestemmer hvor og hvornår han må dræne sine marker, og i det hele taget skulle han forholde sig til mere end 300 regler når han skulle drive sit landbrug. Så det var en indædt modstander af staten vi hørte på mellem de pittoreske guldaldermalerier, og jeg tænker stadig over, hvad jeg dog har krydset af i Fix+Foxys algoritmeleg for at have fortjent dette foredrag. Men indrømmet – det var aldrig noget jeg havde meldt mig til frivilligt – så algoritmen virkede åbenbart.
Den tredje episode jeg har oplevet i Fix+Foxys STATEN, var TAXA, som nærmere bestemt er en køretur gennem København med Ivan, en inkarneret taxachauffør og statistiknørd der øste ud af sin livsvisdom, med udgangspunkt i Finansloven. Vi startede turen ved Gefionspringvandet, og hver gang vi passerede en banks hovedsæde, en retssal, Statens Kunstfond, et sygehus eller en kongelig residens, så fik vi læst og påskrevet hvad det kostede os alle sammen. Og jeg skal love for at Ivan var i talehumør, for der var ikke de tal og statistikker han ikke havde styr på. For ja, det er dyrt at holde staten kørende.
Med henblik på de to første episoder jeg havde oplevet i STATEN, var jeg overbevist om at min nye bedste ven Ivan også ville være arg modstander af staten, og det lagde som sagt også ud med alenlange opremsninger af tal og udgifter, der passede godt ind i det overordnede billede af de statskritiske foredragsholdere. Men så tog turen en drejning, for pludselig var vi både forbi De Gamles By og Rigshospitalet, hvor Ivan helt åbent fortalte meget personligt om sin hustrus svære sygdomsforløb, og den kæmpe hjælp hele familien havde modtaget. Og så faldt paraderne jo lige hos de syv publikummer i den store taxa, hvor vi med den personlige vinkel som afslutning på foredraget om tal og statistikker, fik en afslutning vi ikke havde set komme.
Da jeg gik hjem om aftenen gennem Nyhavn, tænkte jeg en del over, hvad det egentlig er som FIX+FOXY og performanceplatformen Toaster har sat i verden denne gang, og om, hvordan man overhovedet kan anmelde noget man kun har set en brøkdel af.
Men jeg havde, efter drøftelse med Fix+Foxy, besluttet at overvære tre episoder før jeg ville anmelde eller udtale mig om hele værket, selv om det jo heller ikke engang er i nærheden af, hvad man ville kunne betegne som dækkende for oplevelsen som samlet værk. Men jeg håber alligevel det fortæller lidt om hvad STATEN er for en størrelse, og hvad værket kan.
Og når Fix+Foxy siger de med STATEN vil belyse det overordnede billede af de grundlæggende mekanismer der knytter stat og borgere sammen i et samfund, så har de en pointe, hvilket tæller med når deres værk STATEN skal bedømmes som kunstværk. Men med i bedømmelsen tæller også selve den megalomane iscenesættelse (deres egne ord), der har mange implicitte benspænd og udfordringer, som muligvis er unødvendige, og kun udløst af lysten til at producere det største værk af dem alle.
Og jeg kan heller ikke lade være med at tænke på, hvordan grebet med at bruge virkelige mennesker i kunsten – som Christian Lollike for tiden revser i stor stil på Aarhus Teater i sin udgave af Jeppe på Bjerget – egentlig bør interpreteres, for selv om det ikke var mit indtryk at nogen af de tre ”virkelige mennesker” havde det dårligt med at udbrede sig om deres meninger, så er der helt sikkert publikummer der sidder og griner i skægget, når de overværer Fix+Foxys iscenesatte mennesker. Og er vi så egentligt meget bedre end baronens hof i Jeppe på Bjerget?
Jeg tror det kommer an på publikum. Fix+Foxy og Toaster vil udfordre os med STATEN, de vil vise os sider af vores samfund som vi normalt ikke har berøring med, og de vil knytte det hele sammen som et værk der indeholder både sandhed og løgne, præcis som samfundet vi lever i. Men hvem er publikummet? Jeg kan være nervøs for STATEN vil blive set af de samme 1000 kulturradikale mennesker, der på forhånd har afgjort med sig selv hvordan verden ser ud, og har deres meninger på plads før de sætter sig i sædet, i stedet for helt almindelige danskere. Og det vil være ærgerligt. For selv om STATEN ikke præsenterer den store kunstneriske nyskabelse, har den bestemt både gode pointer og fine oplevelser at byde på. Og så er den stor. Meget stor.
Så prøv det hvis du tør.
Iscenesættelsen STATEN kører i en periode på fem måneder, fra d. 22. januar – 14. juni 2025.
Foto: Sceneblog