Ingen leverpostej.
Den innovative og aldrig stillesiddende musiker og kurator Stefan Pasborg er idémanden bag konceptet SOLO SALON, og det er med Pasborgs egne ord, skabt som jeg selv kunne tænke mig en aften i byen. Ingen leverpostej. For både indenfor musik, dans og scenekunst, er events og arrangementer efter Pasborgs mening ofte for konformt sat op, og enten ligegyldigt, eller belagt med al for megen behagesyge. Så derfor tog han initiativet til de saloner, som Pasborg selv kuraterer, og hvor kunstnerne og salonernes gæster kommer meget tæt på hinanden.
De intime saloner har tidligere med stor succes været afholdt forskellige steder i København, og nu har Pasborg så indgået aftaler med spillestedet ALICE, der med deres nuværende venue Stairway i Vanløse har præcis den størrelse og intimitet, som en SOLO SALON kræver.
De årvågne følgere af Pasborgs saloner har tidligere oplevet en perlerække af kunstnere, heriblandt dansere som Selene Muñoz, Astrid Elbo og Mark Philip, sangere som Sine Bundgaard, JOMI og Jakob Munck Mortensen, musikere som Thomas Blachmann og Nikolaj Hess, samt skuespillere som Marie Bach Hansen, der uden sikkerhedsnet kaster sig ud i det direkte og intime møde med salonens gæster.
Der er dem der påstår at menneskets historie er en lang række synonymer. Det er vores pligt at modbevise det.
Det var den klassiske percussionist Mathias Reumert der tog alle på sengen, da han pludselig dukkede op i mørket i bar overkrop, liggende på knæ blandt rækkerne med forventningsfulde gæster. Her begyndte han at bruge sin krop som instrument, så det var hænderne, tænderne, huden og kinderne, der sammen skabte det fascinerende slagtøjsinstrument som Reumert brugte. Med indlevelse tog Reumert os med på en rejse, hvor han først inddrog maracas og siden marimba i afslutningsnummeret, hvor Steve Reichs Nagoya Marimbas blev afviklet sammen med Reumerts faste slagtøjsmakker Anders Elten. Et sublimt nummer der tog kegler blandt publikum.
Efter en velfortjent pause var det vokalist Maria Laurette Friis der indtog scenen, og den eksperimenterende kunstner var som sædvanlig ikke til at styre på en scene.
Die Hunde sind weggelaufen.
Et 11 år gammelt værk som oprindelig blev skabt til festivalen Gong Tomorrow har ligget og lagret, og var nu i Friis’ hænder blevet udviklet, så komponisten var klar til at sende sine sfæriske toner ud til salonens gæster. Lysende sad multiinstrumentalisten i midten af mørket, og lod sine instrumenter smile til os, mens hun diverterede med de tyske traurige fortællinger.
Die grossen Körper liegen da.
Maria Laurette Friis leger med toner og stemme, lige som hun leger med sit publikums opmærksomhed, og det er helt rigtigt set af Stefan Pasborg at lade en improvisatør som Friis overraske sine salongæster – ingen leverpostej her!
Aftenens sidste soloperformance var danseren Arina Trostyanetskaya, der er uddannet fra Vaganova Ballet Academy i Skt. Petersborg som både danser og koreograf, og efterfølgende ved Ecole – Atelier Rudra Bèjart i Lausanne, Schweiz.
It took me six years to figure out, that my toes were numb because of the tape.
Arina Trostyanetskaya har meget på hjerte, og hendes personlige fortælling om idoler og de hårde år på balletskolen, var både rørende og afbalanceret – det fornemmes tydeligt at Trostyanetskaya har mange års erfaring med undervisning – hendes ord var hverken belærende eller anglende efter medlidenhed, blot personlige og formidlende.
Og da hun så rejste sig, og i spotlyset (coverfotoet) begyndte at vise hvorfor hun er en efterspurgt danser, så faldt de sidste barrikader hos salonens gæster, der bare kunne læne sig tilbage og nyde Arinas personlige og uortodokse blanding af klassisk ballet og freestyle contemporary dance.
Og det er netop salonernes kendetegn, at der er plads til både freestyle, improvisatorisk kunnen og mod til at bruge sin krop i kunstens navn. Og i øvrigt afsluttes hver SOLO SALON med en varm opfordring til at blive hængende efter de tre soloperformances, for så bliver der disket op med improviseret koncert med trommer og det legendariske Hammond B3 orgel – denne aften besat af Anders Provis på trommer og Ben Besiakov på orgel. Og så er baren ellers åben.
Styrken i Stefan Pasborgs saloner er forskelligheden, det kunstneriske mod til at eksperimentere, samt charmen i det intime møde mellem gæster og kunstnere. Og ingen leverpostej.
Den her anmeldte salon blev afholdt lørdag d. 23/9, og næste SOLO SALON er d. 21/10.
Foto (Mathias Reumert): Jens Bidstrup
Foto (Maria Laurette Friis & Arina Trostyanetskaya) Casper Koeller, Sceneblog