⭐⭐⭐⭐
Chokoladecyster – hvem fanden kalder cyster for chokolade!
Hos et besøg hos lægen får Imani at vide at hun både har chokoladecyster i underlivet, og meget lave ægreserver, så hun skal se at komme i gang, hvis hun vil have børn. Men kæresten gennem ni år går pludselig helt i baglås og forlader Imani, han kan slet ikke se hende som mor til evt kommende børn – han synes hun er for rodet. Så Imani har travlt – meget travlt.
Det er i runde tal oplægget i den debuterende dramatiker Saynab Farah Dahirs forestilling REBOUND, et hæsblæsende og rapt portræt af selvværdet hos en moderne kvinde, stærkt underholdende spillet to the limit and beyond af Marie-Lydie Melono Nokouda.
Med seating i Mungo Parks foyer, der af scenograf Sir Grand Lear er udstyret med orange løber, to podier og en stilladskonstruktion, 20 balloner med konfetti, samt kæmpe byggeblokke med ansigts portrætter, er der lagt op til ballade i Allerød. Og det varer heller ikke længe før Marie-Lydie Melono Nokouda bevæger sig rundt blandt publikum, med historien om den unge kvinde på jagt efter en babydaddy.
Saynab Farah Dahirs tekst er forfriskende upoleret, og på ingen måde berøringsangst – jokes om normalt tabubelagte emner som barnløshed, sygdom og selvværd, rammer publikum som svirp med en pisk. Og vi kan lide det.
Der er en sammenhæng mellem brede hofter og antallet af engangsknald.
Mens ballonerne bliver knaldet en efter en, og konfettistykkerne som spermatozoer bliver færre og færre, bringer Imanis powershopping efter sperm hende på running dates og dating-apps – selv i en kø hos NETTO er der måske muligheder – indtil hun i desperation bestiller en portion på en skummel internetside. Men intet fungerer, og uret tikker, så hvad skal hun gøre – hendes liv er ikke længere det perfekte liv hun havde stående på sin Bucket List.
Det er instruktør Sandra Yi Sencindiver og teatret danskdansk der sammen med Mungo Park står bag Dahirs dramatiker debut med REBOUND. Og siden undertegnede i 2021 oplevede teksten første gang – i readingen DØD OVER TROPERNE – er den blevet både rettet og poleret. Men i samarbejde med Sencindiver er Saynab Farah Dahirs selvværdshistorie om en moderne kvinde blevet scenemoden, uden at give køb på Dahirs fine budskaber.
REBOUND spiller på Mungo Park fra d. 26. maj til d. 24. juni 2023.
Foto: Rumle Skafte