⭐⭐⭐
En kuriositet.
Den Jyske Operas serie af gamle glemte danske operaer er bestemt værd at holde øje med, og niveauet har da også været højt hidtil. Men Philip Kochheims iscenesættelse af RAVNEN er desværre endt med at fordufte op i eventyrets tåger, og selv om der er flere rigtig gode sangere på scenen, en tekst af H.C. Andersen, og nydelig musik af J.P.E. Hartmann, så lykkes Kochheims genoplivningsforsøg slet ikke, men ender med at stå tilbage som en bagatel – en kuriositet.
Man skal være mere end glad for egne evner hvis man vælger selv at tilføje ord, lange sætninger og recitativer til en libretto skrevet af Danmarks nationaldigter H.C. Andersen, men det er ikke desto mindre tilfældet i iscenesætter Kochheims tilfælde, hvor de talte ord tager alt for meget plads i operaen, og den rodede fortælling i forvejen bærer præg af at det er H.C. Andersen første libretto.
Historien om den unge kvinde Armilla, der er spærret inde af sin onde far, og derfor drømmer sig til en verden fyldt med vampyrer, alfer og havnymfer, samt selvfølgelig en smuk prins der kan redde hende, er en stor omgang rodet tankespind, der selv med en nationaldigter bag tastaturet – eller fjeren om man vil – ville have det bedst med at blive på papiret. Der er jo nok en grund til at RAVNEN ikke er blevet spillet i 158 år.
Men til gengæld er J.P.E. Hartmanns musik både drømmende, spændende og til tider prægnant. Og med de strålende solister på scenen, der d. 4/11 bl.a. talte Sibylle Glosted som Armilla, Teit Kanstrup som Prins Millo og Anders Kampmann som Millos bror Jennaro, samt en af Danmarks på alle måder største bassangere, Steffen Bruun som Armillas onde far Norando, har RAVNEN bestemt masser af kvalitet der kan nydes. Desværre dog kun i mindre portioner – midt i rodet.
Men hvis man har mod på at opleve en opera af de mere kuriøse, så er det bare med at slå til nu. Jeg tvivler stærkt på at RAVNEN bliver sat op igen de næste 158 år.
Foto: Anders Bach