Anmeldelse: RAGE // Livingstones Kabinet, Bådteatret

⭐⭐⭐⭐

Do not go gentle into that good night. Rage, rage against the dying of the light.

Ordene er Dylan Thomas’, men selvfølgelig er det Livingstones Kabinet der iscenesætter det faktum, at raseri ikke altid er dårligt. Faktisk kan raseri være både retfærdigt, forløsende og godt for sjælen.

Komponisten Pete Livingstone er som sædvanlig både manden bag hammondorglet og sin elskede harmonika, og hans toner er også denne gang i fuld sync med forestillingens tema, der elegant bliver præsenteret på scenen i Bådteatret af komponisten selv, sammen med Charlotte Munksgaard og Svend E. Kristensen – alle i Nina Kareis’ instruktion. Og lad det være sagt med det samme, forestillingen RAGE er endnu en Livingstones Kabinet classic, med lige dele skønne toner, ord og gøgl – alt sammen præsenteret med både vid og sarkastisk humor, hvor ingen kan føle sig tryg.

Man kan f.eks. sagtens blive rasende på grund af kærlighed siger en veloplagt Svend E. Kristensen, der med en skøn monolog får sat streg under vigtigheden af raseri, og hvorfor det er helt ok at blive rasende, når ens elskede mysliskål får et skår, fordi andre i husholdningen ikke behandler den med den respekt og kærlighed den fortjener.

Også Charlotte Munksgaard forstår at spidde de gængse opfattelser, og er vidunderlig i en syret David Lynch-agtig surrealistisk drøm, hvor hun bare ved at der noget der er ved at ske – noget med uoverskuelige konsekvenser – men hvor der er ingen der hører på hende. Igen en helt legitim grund til at blive rasende, og måske endda et lille hip til verdenssituationen lige nu…

Jamen hov, det er jo marxistisk tankegang. Det kan folk ikke lide for tiden.

Der er virkelig vrede. Der er god vrede. Der er privilegeret vrede. Og hvem er det ok at være vred på?

Luk røven kan siges på mange måder, men Charlotte Munksgaard slår rekorden i nummeret med sine to musikalske wingmen, der i de smukkeste tonelejer gentager Munksgaards to ord, og fylder Bådteatrets bug med vellyd. Livingstones Kabinet har med udgangspunkt i Dylan Thomas’ digt skabt sit eget lille velmente vredesudbrud for folket, og givet sit publikum lige det vi kom for. Syndsforladelse. For det er ok at være vred i en god sags tjeneste.

Livingstones Kabinets forestilling RAGE spiller på Bådteatret fra d. 17/2 – 23/3 2025.

Foto: Daniel Bødker Sørensen

SE MERE HER OM RAGE PÅ BÅDTEATRET

SE MERE HER OM LIVINGSTONES KABINET