Anmeldelse: MORPHOSIS // Beyond Darkness, landskabsperformance på en byggegrund ved Kløvermarken, Metropolis

Det var sådan jeg fik øje på hende – gennem den udleverede tekst med overskriften What happens inside the open space? – en tekst på et stykke papir med et udklippet kvadrat, som meget belejligt kunne bruges som mikroskop. For det er ikke nemt at spotte de to performativt arbejdende kunstnere Nanna Hanfgarn Jensen og Nadja Mattioli, når de i regi af deres laboratorium Beyond Darkness sætter fokus på relationer, mennesker og verden omkring os. I lys og i mørke. På godt og ondt. For det er altid i en understøttende rolle de to performere viser muskler, på trods af den overordnede koreografiske dagsorden.

MORPHOSIS er en vandring der byder på et møde med landskabet omkring Kløvermarken – et landskab under daglig forandring – og vores vært har bedt os om at gå i stilhed på en lang række, med lukkede øjne, med hånden på den foran gåendes skulder. For så at åbne øjnene, og møde protagonisten i dramaet – det evigt foranderlige landskab.

På jordvoldens beplantede top dukker arme op som silhuetter. Vindmøllers arme. Kraner og maskiners arme. De to danseres arme. Kl. er 08.00 og det er Beyond Darkness’ perfekte timing i morgensolen der skaber bedraget, hvor det er svært for publikum at skelne hvad der er hvad blandt silhuetterne på volden, selv om vi kniber øjnene sammen og står musestille i det høje græs. Beyond Darkness fremhæver på den måde skønheden i maskinernes store bevægelser – i maskinernes koreografi.

Go there, stay here, look far, look closely. Vores guide giver os challenges – udfordringer – hvor vi i lige så høj grad fokuserer på stedet hvor vi er, som på de to performende kroppes interaktion med jorden, gruset og græsset.

Der er lange passager med ro, hvor kun kraner og gravkøers maskinelle lyde kan høres og ses i baggrunden, og vi skærper vores sanser for at mærke efter hvor vi befinder os – lige som der er momenter hvor en eller begge performere pludseligt er tæt på, og vi nærmest kan smage Nanna Hanfgarn Jensen og Nadja Mattiolis symbiotiske forhold til landskabet.

Beyond Darkness’ udforskende formsprog har altid været deres kendetegn, og deres performances må betragtes som et fortløbende eksperiment, hvor svaret ikke er givet på forhånd.

Gå trygt ind i mørket – and beyond.

MORPHOSIS blev opført under Metropolis – København i dagene 2. – 4. august 2023.

Foto: Casper Koeller, Sceneblog

SE MERE HER fra BEYOND DARKNESS

SE MERE HER fra METROPOLIS