⭐⭐⭐⭐⭐
Grazioso cavaliere.
Da jeg som barn besøgte Italien på ferier, syntes jeg at alle damerne var smilende, nev mig i kinden, og gav mig en kage bagefter. Og alle mændene sad hele dagen og drak rødt saftevand. Og fælles for dem alle var, at de ikke snakkede, de sang. Jeg forstod ikke ordene i sangene, men jeg kunne altid høre på sangen om de var glade eller vrede. Så jeg behøvede sådan set ikke at forstå deres sprog, deres ord, jeg fattede godt pointen, når de sang i min retning.
På samme måde har jeg det med Scenatets modige LOHENGRIN, hvor en vidunderlig Signe Asmussen står grounded i en ringmur af grus, der holder hende fast i en verden af tvivl. En verden, som Scenatets Anna Berit Asp Christensen har iscenesat i Teaterøens sal Kasernen, som er blevet omdannet til et mørkt og røgfyldt rum, hvor gruset dækker gulvet, og forbindelsen til virkeligheden består i tunge reb der som livliner holder gulvet fast i loftet. Og der står sopranen Signe Asmussen så – som Elsa – klædt helt i sort, fanget i gruset, og tydeligvis ikke i stand til andet end at synge sine følelser ud.
Da jeg i sommers så Wagners LOHENGRIN på Savonlinna Operafestival, var hovedtemaet skåret ud i pap. Fortællingen om Elsa der bliver reddet af den lysende ridder, og gifter sig med ham, mod at love aldrig at spørge om hans navn og ophav, blev fremhævet i både ord, musik og voldsomt store bevægelser på scenen i middelalderborgen Olavinlinna.
Men den italienske komponist Salvatore Sciarrino har ikke brug for hverken ord eller store englevinger for at beskrive følelser, eller for at fortælle den historie som Sciarrino lægger for dagen – en fortælling om Elsas følelser og tankemylder, der måske har taget overhånd og lagt Elsa ned.
Hvis det nu havde været en almindelig opera, så ville der have været både diverse tryghedsskabende foranstaltninger og tydelige overskrifter på en lysende tavle i mørket, men i Scenatets version af Sciarrinos LOHENGRIN synger Asmussen på italiensk, og derved bliver det. Asmussens lyde, klik med tungen, og kvidrende, vibrerende strofer ledsager Elsas sang, og jeg forstår kun højst hvert femte eller sjette ord.
Den første halve time forsøgte jeg intenst at forstå teksten, men som tiden gik, og Scenatets fænomenale musikere Katrine Grarup Elbo, Kasia Ziminska, Vicky Wright og Johanna Zetterqvist fyldte rummet med Salvatore Sciarrinos inciterende toner, overgav jeg mig langsomt, og begyndte blot at tage ind.
Og på forunderligste vis fyldtes det uendeligt sorte rum af lyse toner der skabte et levende mørke, et univers baseret på en sanseoplevelse ud over det sædvanlige – et univers hvor du som gæst, med Sciarrinos toner i ørene, bliver inddraget i Elsas tanker og følelser som kun en ven bliver modtaget.
Scenatets LOHENGRIN er en modig forestilling, der kræver af sit publikum at vi opgiver vores kendte verden af forståelse og forklaring, for de fleste vil nok som jeg komme til kort med det italienske sprog – men omvendt, hvis du overgiver dig, så er chancen der for en unik oplevelse.
Hvis Salvatore Sciarrino en dag tilfældigvis kommer forbi Teaterøen, vil jeg sætte mig ned i græsset sammen med ham, og drikke et svingende glas rødt saftevand. Og så vil vi sidde helt stille og lytte til hinanden, og vi vil forstå. For forståelse er ikke altid et spørgsmål om ord.
Scenatets LOHENGRIN spiller i Kasernen på Teaterøen d. 28. – 30. oktober, 2024
Foto: Marc Fluri