⭐⭐⭐⭐
Welcome everyone.
Vi misser med øjnene, lyset fra projektørerne skinner alt for skarpt, og det er svært at se hvad eller hvem der allerede er på scenen. Men så fader det skarpe lys ud og vi opdager ham – forfatter og dramatiker Thomas Melle – der sidder ganske afslappet i en stol og vipper med foden, mens han kikker ud på os. Han har et lille bord med en laptop ved sin side, og på scenen står der også en stor skærm parat – en skærm hvor et billede af ham selv og en robot der minder om C-3PO fra Star Wars toner frem.
Den 49årige forfatter ser lidt træt ud, men begynder med rolig stemme at fortælle om sin barndom, mens gamle fotos af ham som barn vises på skærmen. Han fortæller videre om sit liv med bipolar lidelse, og om hvordan han kun kunne snakke om det gennem sit forfatterskab, sin kunst.
Kunst er også noget det tyske teaterkollektiv Rimini Protokoll kender alt til, for siden 2000 har Helgard Haug, Stefan Kaegi og Daniel Wetzel skabt og turneret med de vildeste produktioner, der altid involverer sine publikummer, og udfordrer vores låste hjerner på det groveste. Gruppen var f.eks så sent som i sidste måned gæst hos Metropolis, hvor publikum blev sendt på en audiowalk i København – nærmere bestemt på steder i transit, som Vestre Kirkegaard og Hovedbanegården, hvor man gennem hovedtelefoner bliver udfordret som gruppe, og kunstig intelligens bliver en faktor. Og nu er de så på besøg på Dynamo Workspace i Odense, hvor de har sat forfatteren på scenen.
Thomas Melle udgav i 2016 biografien Die Welt im Rücken – Med verden i ryggen – hvor han blotlægger sit bipolare inderste væsen, og har i forbindelse med udgivelsen været på en omfattende turné, hvor han holder foredrag om sit liv med sygdommen, og om hvordan han ofte kunne føle sig som en robot når han igen og igen fortalte de samme historier.
Og så sker det – Thomas Melle smiler og drejer hovedet en smule – og vi opdager der stikker ledninger ud af baghovedet på aftenens foredragsholder.
Der har hele tiden været en uforklarlig uro hos undertegnede når Melle talte fra scenen, men det har ikke været til at forklare, hvad det var der triggede den fornemmelse af utryghed som foredragsholderen skabte i mig. For han smilte jo til os, søgte øjenkontakt med sit publikum, vippede med foden til underlægningsmusikkens toner, og præsenterede sine medbragte private fotos med venlige håndbevægelser. Men fornemmelsen var der – og i 1970 satte den japanske professor Masahiro Mori navn på fænomenet – og udtrykket The uncanny valley (Den uhyggelige dal) var født. Den dal i grafen over menneskets følelsesmæssige reaktioner, overfor robotter der virker menneskelige.
Og jeg røg lige durkt ned i dalen.
Jeg havde jo endda forberedt mig og læst på lektien, jeg var klar over hvad der skulle ske, og jeg havde inviteret en klog skolelærer fra Odense med på Dynamo, for at kunne diskutere fænomenet på et mere intellektuelt niveau – men alligevel formår Thomas Melle og Stefan Keagi fra Rimini Protokoll at fucke med min hjerne – og stille spørgsmål ved opfattelsen af både virkelighed, fakta og forstillelse. For de havde jo lige bevist deres pointe, foran en pakket sal med begavede gæster fra ISCR ’24 – International Conference on Social Robotics – og en selvsikker anmelder fra København der ellers troede han vidste det hele.
Det er ikke en performance der er på besøg hos Dynamo Workspace, ej heller bare et foredrag, som Thomas Melles alter ego ellers kaldte det, men det er svært at bokse Rimini Protokolls UNCANNY VALLEY ind under en bestemt kunstform eller et scenekunstbegreb, for Stefan Keagi holder også denne gang deres værk så stramt bundet op på det enkelte menneskes opfattelse og perception, at enhver fællesnævner bliver for snæver.
Rimini Protokolls UNCANNY VALLEY spiller på Dynamo Workspace, Odense d. 25-26/10 2024.
Foto: Gabriela Neeb