Anmeldelse: LOHENGRIN // Savonlinna Opera Festival 2024

⭐⭐⭐⭐⭐

Wagners skinnende gralsridder indtager slottet med en helts selvfølgelighed, men det er Karita Mattila som den onde Ortrud der vinder publikums gunst på Savonlinna Opera Festival 2024.

Richard Wagners LOHENGRIN er den hyppigst opførte opera fra Wagners hånd, og alle kender musikken – ikke mindst når brudekoret istemmer den ikoniske brudemarch, som de fleste herhjemme benytter når de bliver gift i kirken. Men værket kan stadigvæk overraske – navnlig når det store værk præsenteres i rammer som på det finske slot Olavinlinna fra det 15. århundrede, stedet hvor Savonlinna Opera Festival siden 1912 har opført deres operaer på stribe.

LOHENGRIN er næsten selvskrevet til den finske operafestival, med al Wagners opulente musik og storladne drama, der passer perfekt til slottet Olavinlinna i søen Saimaa. Slottet, hvor instruktør Roman Hovenbitzer har iscenesat Wagners helteepos med sans for både storhed og drama, men ikke mindst forståelse for hvordan stemmer og toner opleves i det fri. For godt nok er slotsgården overdækket, men når det 2200 personer store publikum først har sat sig, og tonerne begynder at flyde fra orkestergraven og stemmerne fra scenen, så fornemmer man virkelig hvor man er. Der er fuglekvidder, mågeskrig og bådenes horn i baggrunden – men alt falder i hak i den erfarne instruktørs solide opsætning, der blev skabt til festivalen i 2011, og er blevet en klassiker der ofte genopsættes – og nu også i 2024.

I år er det dirigenten Stephan Zilias der står i spidsen for de 80 musikere i Savonlinna Opera Festival Orchestra i den imponerende orkestergrav, og lige som iscenesættelsen og instruktionen af solister og kor på scenen er tilpasset slotsgårdens rå stenmure, så forstår Stephan Zilias at interagere med sine omgivelser, så Wagners toner – både de voldsomme og de mere delikate – når ud til sit publikum på bedste vis. Det var ikke uden grund at den berømte finske sopran Aino Ackté i 1907 pressede på for at få lov til at bruge Olavinlinna til opera – Savonlinna Opera Festival blev således født i 1912 – for der er virkelig en fremragende akustik i slotsgården. En akustik som Stephan Zilias og festivalens musikere forstår at udnytte til fulde.

Festivalen formår at tiltrække både udenlandske stjerner og de bedste fra Finland, og i LOHENGRIN er det de finske stjerner der brillerer, hvilket var en stor oplevelse for undertegnede, der jo måtte indrømme jeg ikke kendte det store til finske sangere.

Men det kom jeg til, for hvor var det dog en fornøjelse da tenoren Tuomas Katajala indtog scenen som gralsridderen Lohengrin – titelrollen der både kræver volumen og tilbageholdenhed. Han sang flot op mod den velsyngende irske sopran Sinéad Campbell-Wallace som Elsa von Brabant, og Katajala ville bestemt have taget prisen som bedste sanger på scenen, hvis ikke aftenens helt store stjerne Karita Mattila havde gjort sin entré som den svigefulde Ortrud. Den finske mezzosopran fejede al modstand til side i rollen som den ondsindede heks der står bag hele miseren i Wagners opera, og det store internationale publikum på Olavinlinna slottet var ovenud lykkelige for at høre Karita Mattila folde sig ud i rollen. Det er jo næsten altid de onde karakterer der er de mest interessante, og Ortrud i Savonlinna Opera Festivals LOHENGRIN er ingen undtagelse.

Richard Wagners romantiske opera LOHENGRIN bliver fortolket og iscenesat over hele verden, og hver gang jeg har set den onde Ortrud smede sine rænker, og den ædle gralsridder redde den uskyldige Elsa von Brabant, har indtrykket været sort/hvidt, storladent og konservativt tænkt. Men på Savonlinna Opera Festival – op mod de rå stenmure på Olavinlinna slottet – er Wagners drama overraskende friskt, de næsten umulige forhold taget i betragtning.

Og helt sikkert en lille rejse til Finland værd.

Savonlinna Opera Festival 2024 afholdes d. 5/7 – 4/8 2024.

Foto: Jussi Silvennoinen

SE MERE HER FRA LOHENGRIN PÅ SAVONLINNA OPERA FESTIVAL