⭐⭐⭐⭐⭐
Only beginnings are truly beautiful.
toaspern|moellers forestilling LIEBE er tæt på perfektion. Værket viser sig dog heldigvis også som et humoristisk og indsigtsfuldt portræt af menneskets uregerlige lyster og lidenskab. For livet er ikke perfekt.
I musik- og danseforestillingen LIEBE, som duoen toaspern|moeller har skabt i koproduktion med Ballett Basel og LOFFT – DAS THEATER Leipzig, bliver man som publikum først suget ind i den perfekte drøm, på det eneste tidspunkt hvor alting stadig er perfekt – begyndelsen, og det eneste sted i verden hvor alt er perfekt – et museum. Og her er Christian Friedländers museale scenografi med gråmelerede marmorpodier og store marmorkugler, der som det eneste der bryder det hvide rums uantastelighed, en lille genialitet, for hvor ellers kan man idealisere de elskende og sætte dem så højt at de virker uopnåelige.
toaspern|moeller – danser og koreograf Alma Toaspern, samt sanger og komponist Mathias Monrad Møller – undersøger i LIEBE den franske forfatter og Nobelprismodtager Annie Ernaux’s kortroman FORTABE SIG, og duoen fortolker og formidler Ernaux’s saftige dagbogsnotater så fornemt, at det både kilder i reptilhjernen, men også lagres i den mere intelligente venstre side. Samtidigt.
Annie Ernaux’s ord og dampende notater fra den ca. 50-årige forfatters intense forhold til en yngre, gift mand, bliver uendeligt smukt bragt videre til publikum af sange, komponeret af Møller, og sunget af både Toaspern og Møller på scenen. Sproget der synges på er (selvfølgelig) fransk, men ordene bliver samtidig skrevet på Friedländers bløde og strimmelskårne museumsvægge på engelsk – eller tysk hvis man ser forestillingen syd for grænsen. Således står sangene smukt i rummet med deres egne klange, uforstyrret, samtidig med at forståelsen af Ernaux’s ord løftes for en stor del af publikum med den bløde skrivemaskinetypografi på bagvæggen.
På samme måde får Alma Toasperns koreografi al den nødvendige plads som den porøse størrelse har brug for, hvad enten det er på podiet som de perfekte gudeskikkelser, i de højere luftlag som de kærlighedshungrende mennesker der tænker, savner og længes, eller som de helt almindelige liderlige og klimakssøgende elskende, der kikset og halvafklædte kæmper med positionerne på gulvet.
Toasperns koreografi er som vejrtrækning og hjerteslag. Vi venter, i hvad vi synes er en uendelighed, på fortsættelsen af en bevægelse, men så snart bevægelsen er overstået forstår vi ikke det er sket, for vi vil vi have mere. Vi er klimakshungrende som Annie Ernaux og hendes russiske elsker.
Samspillet mellem Alma Toaspern og Mathias Monrad Møller er som yin og yang – ikke til at sige hvornår det ene slutter og det andet begynder – et symbol på altings iboende dualitet. Og netop fordi de som toaspern|moeller arbejder så tæt, og de samtidig nærmest smelter sammen med deres kunst, kan de skabe den nødvendige poesi. Poesien der er nødvendig for at portrættere kærligheden, tiltrækningen og lidenskaben med al den så brændende ønskede, men umulige, perfekte relation.
Annie Ernaux’s ord og tanker får nyt liv, og toaspern|moeller har med LIEBE skabt noget nær det perfekte elskovsværk.
toaspern|moellers LIEBE blev vist d. 2-8/12 2024 i regi af K:Selekt i Skuespilhuset, Det Kongelige Teater.
Foto: Kirsten Nijhof