⭐⭐⭐⭐
Simon Kongsted er gud!
Selv om udtrykket i bogstaveligste forstand passer perfekt til forestillingen LAD MIG VÆRE DIN JESUS på Aveny-T, så mener jeg det faktisk også i bredere forstand. For lige siden jeg oplevede Simon Kongstads krop og sjæl for første gang på den scenekunstneriske udviklingsplatform GROW i 2016 – som pixie på det hedengangne GROB – har jeg fulgt hans udvikling tæt. Og når man har nydt Kongsteds groteske, overraskende, og detaljerede arsenal af bevægelser i en række af forestillinger, der også allerede har høstet adskillige priser, så kan man ikke andet end at konkludere at Simon Kongsted er gud!
Således er Simon Kongsted også perfekt castet til Rasmus Krones LAD MIG VÆRE DIN JESUS på Aveny-T, hvor Johan Klint Sandberg har iscenesat den absurde julehistorie. Historien om den unge mand der pludselig ser Jesus tale til sig gennem en pizza, og derfor skal skynde sig at finde på et mirakel eller to, handler på mange måder om at blive voksen (den unge mand er på alder med Jesus da han blev korsfæstet), men handler også om, hvordan man i et moderne selviscenesættende samfund bliver nødt til at se sig selv gennem andres øjne, for at kunne afgøre ens egen succes eller fiasko. For hvor stort er et mirakel som ingen opdager?
I en fin scenografi af Maya Kareis Livingstone (studerende på Den Danske Scenekunstskole), hvor kaffemaskinen er livets ur der tikker og den selvåbnende dør er treenigheden selv, formår Johan Klint Sandberg i sin iscenesættelse at tøjle Kongsteds overnaturlige kræfter, og gøre Rasmus Krones tekst til et kammerspil for en enkelt person. For hold op hvor er det tankespindet der fylder på scenen, når den mere og mere desperate mand taler med både sig selv og publikum, og hvor er vi tæt på en Strindbergsk illusion når Kongsted – talende til sig selv – forsøger at iscenesætte sin egen genkomst i rummet, blandt de mange tilskuere han forestiller sig vil møde frem for at hylde frelseren himself.
Et kammerspil for én, en tekst der piller ved selvforståelsen og håbet om frelse, og en stramt iscenesat skuespiller der med sin groteske, leddeløse og geniale mimik fejer al tvivl af bordet. LAD MIG VÆRE DIN JESUS er årets foreløbigt hotteste julehistorie.
LAD MIG VÆRE DIN JESUS spiller på Aveny-T d. 5. – 20. december 2024.
Foto: Emil Indiana Holm