⭐⭐⭐⭐
Ulmende drifter og sort dødsangst. Selma Lagerlöfs eventyrlige fortællinger bliver enkelt, flot og dragende dramatiseret af de to tredjeårsstuderende Mia Juhl og Elias Sadaq fra dramatisk skrivekunst på DDSKS.
Fortællingerne DUNUNGEN og KØRESVENDEN bliver i en dobbeltforestilling på Stiklingen dramatiseret af hhv Mia Juhl og Elias Sadaq. Og med et cast, hvor skuespillerne Mette Døssing, Clara Sophia Phillipson, Emil Busk Jensen og William Jacobsen Halken spiller alle de meget forskellige roller i de to historier, er det slående hvordan Selma Lagerlöfs fortællinger får nyt liv som dobbeltforestilling. Alle mennesker har mulighed for ændre sig – et udsagn der er taget fra den sidste af Lagerlöfs fortællinger – indkapsler som sandhed begge fortællingers helt grundlæggende budskab.
Tænk hvis jeg nu falder sammen? Tænk nu hvis ingen samler mig op?
Den unge bagerdatter Anne-Marie – Dunungen – er genert, usikker på sig selv og på livet, og fuldstændig forgabt i borgmesterens søn Maurits, der til gengæld er ung og indbildsk.
Hele affæren starter i hestevognen, hvor Maurits (Emil Busk Jensen) sikrer sig at Anne-Marie (Clara Sophia Phillipson) er med på at narre Maurits’ rige onkel Teodor, der som godsejer helst skal udpege Maurits som enearving, og endnu bedre – betale for Maurits og Anne-Maries bryllup. Men det går selvfølgelig aldrig som præsten prædiker, for da Anne-Marie først får mødt den erfarne, festglade ungkarle-onkel Teodor (William Jacobsen Halken), samt Mette Døssings skønne, snusfornuftige gartner på godset, så vejrer den ellers så generte bagerdatter friheden i landluften, og ender med ikke bare at afsløre den selvglade Maurits’ planer, hun kaster sig også lystent i favnen på levemanden Teodor, og et langt og lykkeligt liv med både bøgeskov og vinkælder ender med at blive Anne-Maries skæbne.
Tænk hvis jeg giver slip? Tænk hvis jeg bliver stående?
Skæbne er også nøgleordet i KØRESVENDEN, der efter pausen forvandler scenens lyse og luftige blomsterverden til en mørk og grum spøgelseshistorie.
Køresvenden, der med sin kærre kører de dødes sjæle videre, støder på et problem, da den døende slumsøster i Frelsens Hær, Edit, ønsker et døgns udsættelse. Edit vil gerne nå at tale med sin hemmelige kærlighed David Holm, som hun vil overtale til at kaste al sin kærlighed på sin ægtefælle i stedet. Først da vil Edit finde ro.
Men David Holm er en drukkenbolt og slagsbror der ikke vil besøge Edit på hendes dødsleje, og han når da også selv at dø under et slagsmål. Men yderligere forviklinger kommer hurtigt til, da Holms kone vil tage livet af selv og deres spædbarn, og en hurtig indgriben fra Holm er det eneste der kan redde kvinden og barnet. Men Holm er jo død, så kun gennem forhandlinger med Køresvenden får han en chance mere, og tager tilbage for at redde sin kone og barn.
Alt i alt en let og næsten lystig spøgelseshistorie, hvor der ikke bliver sparet på hverken blod eller grumme hvidkalkede ansigter på Stiklingen. Og en historie, hvor Mette Døssing som konen på selvmordets rand, Clara Sophia Phillipson som den angrende Edit med blodet strømmende ud af den tuberkuløse mund, Emil Busk Jensen som den rabalderstive slagsbror David Holm, samt William Jacobsen Halken som Køresvenden der bare går og venter på at blive afløst på posten – alle får mulighed for at spille karakterer, der ligger milevidt fra deres roller før pausen. Og det gør de fremragende, præcis som de gjorde i Dunungen – præcis som Mia Juhl og Elias Sadaq kunne ønske sig, da de hver især skrev på deres Lagerlöf fortolkning.
LAGERLÖF – DUNUNGEN & KØRESVENDEN lander trygt og godt på Aarhus Teater, og jeg glæder mig til at høre mere fra de to dramatikere.
LAGERLÖF – DUNUNGEN & KØRESVENDEN spiller på Aarhus Teater d. 14/11 – 21/12 2024.
Foto: Rumle Skafte
SE MERE HER OM LAGERLÖF – DUNUNGEN & KØRESVENDEN PÅ AARHUS TEATER