⭐⭐⭐⭐
De viderefører den koreografiske fakkel.
Ordene er fra balletchef Nikolaj Hübbes introduktion til KOREORAMA, platformen hvor sprudlende koreograf talenter – indenfor egne rækker i Den Kongelige Ballet – kan udvikle sig og blomstre, og få mulighed for at vise sig frem for publikum på landets fineste scener. Og således også i KOREORAMA Nr. 1, hvor tre små nye værker af solisterne Tobias Praetorius og Tara Schaufuss, samt korpsdanser Lorenzo Di Loreto, får mulighed til at blive vist på Det Kongelige Teaters Gamle Scene, hvor man i KOREORAMA udviklingsplatformens ånd kan købe billetter til en flat rate på kun 300 kr, ligegyldigt hvor du sidder i den smukke gamle scenes teaterrum. Det er nyt, det er under udvikling, det kan forbedres, og det lægger op til eftertænksomhed hos både publikum, dansere og koreografer. Men det er levende, det er frisk fra fad, og det er lige nu det kan opleves.
Det stemningsfulde coverbillede herover er fra Lorenzo Di Loretos DON’T BE SCARED, aftenens mest dramatiske bud på en ny koreografi, hvor Lorenzo Di Loreto modigt arbejder med kontroltab og påvirkninger udefra. Er der højere magter der påvirker os, i et uendeligt univers vi endnu ikke helt forstår størrelsen af? Hvordan påvirker månen os? Når månen med sin tyngdekraft kan påvirke de store verdenshave, hvad gør den så ikke ved menneskets krop, der overvejende består af vand?
Di Loretos dramatiske værk læner sig op ad en tekst af Oriah Mountain Dreamer, og mens den canadiske prosa-digter læser op af sin bog The Call, hvor hun opfordrer mennesket til at bryde ud af sin påtagne rolle i samfundet, og i stedet blot være sig selv, så bevæger danserne sig frigjort på scenen. Men dog stadig i Loretos greb, der rent dansemæssigt ikke udfolder sig synderligt i betragtning af værket dramatiske titel. De fem par på scenen træder stadig de klassiske trin i bevægelsesmønstre vi kender, så selv om Holly Dorger og co. ser bragende godt ud i det lysdesigner Thomas Bek Jensens blålige måneskær, så er det ikke specielt nyskabende koreografi vi møder i DON’T BE SCARED. Men værket er flot tænkt, og bestemt grobund for videre udvikling.
Flot tænkt passer også på PASSENGERS OF PASSING MOMENTS af Tara Schaufuss, der endda har fået stjernecellisten Josefine Opsahl til at spille live på scenen.
Tara Schaufuss forsøger med PASSENGERS OF PASSING MOMENTS at skabe et billede af sindet, der med minder og erindringer konstant trækkes tilbage i det allerede skete, mens vi måske går glip af livet der sker lige nu – som passagerer der bare ser livet passere forbi.
En ung pige sidder alene og lidt fortabt på en stolerække, mens 8-10 dansere i farvestrålende tøj kommer ind i rummet, og begynder at danse. Alt imens komponist og cello kunstner Josefine Opsahl sidder på kanten af scenen og behandler sin cello på sin helt egen, unikke måde – som en elsker behandler sin elskede, med lige dele ømhed og fyrighed.
Opsahls cello fylder scenerummet mens de farverige dansere fylder tankerne hos den ensomme pige, og en enkelt danser nærmer sig. Det kunne være en klassisk musical eller anden letbenet underholdning hvor vi føler med pigen der er udenfor, men i PASSENGERS OF PASSING MOMENTS – hvor Tara Schaufuss griber fat i det vigtige og tidstypiske fænomen, at vi fokuserer for meget på minderne, og bruger for lidt tid på nuet – lever vi gennem pigens øjne både i fortid og nutid.
Nutid er også Josefine Opsahls cello, der som et stormvejr dominerer lydbilledet, men giver plads til både de Schaufuss’ Pas de deuxer og det fælles bevægelsesbillede hvor alle de 10 dansere er på dansevinylen samtidigt. Schaufuss har ikke lagt størst vægt på nytænkning i selve koreografien, men fokuserer mere på historien, og er uendeligt sikker i sine klassiske trin og bevægelser. Så PASSENGERS OF PASSING MOMENTS er blevet et absolut smukt værk, med Opsahls dominerende cello, og et dygtigt samarbejdende korps på scenen.
Samarbejde er der også i den sidste af aftenens præsentationer, hvor Tobias Praetorius med TROIS NOCTURNES maler med den brede pensel.
Den tredje af aftenens nye unge koreografer er Tobias Praetorius, der ikke er helt så ny endda, for han har allerede skabt koreografien til adskillige små fine værker, bl.a. til Det Kongelige Teater og Verdensballetten, samt Kammerballetten, hvor jeg oplevede hans evner sidst med NEUE BAHNEN, en pas de deux baseret på Brahms’ TRIO, op. 8 – hvor det var styrken, dybden og poesien i Brahms’ toner Praetorius arbejdede med.
Og i KOREORAMA Nr. 1 præsenterer Tobias Praetorius så igen et værk – TROIS NOCTURNES – bygget op om den vidunderlige musik der fylder så meget i den begavede kunstners verden. Denne gang er det Claude Debussys nocturner Praetorius er inspireret af, og specielt kilden til Debussys inspiration, den amerikanske impressionist James Abbott McNeills malerier, spiller med i kulissen bag TROIS NOCTURNES.
Tobias Praetorius har to sorte pianoer med på scenen, og mens pianisterne Kelly Lanahan og Thomas Rischel spiller Debussys nocturner, bevæger danserne sig elegant rundt om de to flygler, som bier om honning. Men den grundlæggende ide som Tobias Praetorius arbejder med i TROIS NOCTURNES, er rent faktisk at nærme sig malerierne, farverne og penselstrøgene, ved at oversætte dem til bevægelser, og på den måde skabe et Nocturne maleri på scenen.
Og der er ingen tvivl om at Tobias Praetorius ved hvad han gør, for det lille fine værk han præsenterer i KOREORAMA Nr. 1 er en gennem tjekket og yderst gennemarbejdet koreografi, hvor han spiller på det velkendte og det sikre. Fuld af de kraftfulde løft og spring som Praetorius er kendt for, samt pletfri piruetter og pas des deuxer præger billedet, som Praetorius maler med den brede pensel.
Noblesse oblige.
Arv kan være tung at bære, men hvis man har talentet og evnen, så har man også pligt til at udnytte det, at skabe nyt, og at formidle og fremvise resultatet for publikum, for på den måde at videreføre den koreografiske fakkel som Hübbe formulerer det. Og det er lige præcis det de tre koreografiske talenter gør i KOREORAMA Nr. 1, en skøn aften med blandede bolsjer fra krukken på øverste hylde.
KOREORAMA Nr. 1 spiller på Det Kongelige Teaters Gamle Scene, på udvalgte dage fra d. 22/3 – 30/4 2024.
Foto: Henrik Stenberg