⭐⭐⭐⭐⭐
En meget nutidig version af Verdis krigsepos AIDA fylder Operaen for tiden, hvor Annabel Ardens iscenesættelse af det ikoniske værk tager tematikken ud af tid og sted, for i stedet at fokusere fuldt ud på det vigtigste spørgsmål, som Verdis opera fra 1869 indeholder; skal kongedatteren Aida vælge troskab mod sit land, eller den mand hun elsker – fjendens hærfører Radames.
Hver gang jeg har set AIDA har det slået mig, hvor fuld Verdis opera er af stereotyper, og hvor meget af sin gode opdragelse man skal glemme i et par timer, og i stedet bare leve med i den opulente fortælling om tro, håb og kærlighed, og nyde den pragtfulde musik og de eminente sangere. For hvis man først begynder at tænke for meget over handlingen, og tager Verdis kolonialistiske og borderline misogyne kvindesyn alvorligt, så mister man hurtigt lysten til at nyde musikken.
Men med Det Kongelige Kapel under musikalsk ledelse af den karismatiske 1. gæstedirigent Paolo Carignani, kan man være sikker på at oplevelsen matcher de højeste forventninger. Milaneseren Carignani har siden sin debut i 2019 med Verdis Maskeballet på Bolshoj Teatret, flere gange bevist, at han kan omsætte sin kærlighed til Verdis toner til sublime oplevelser. Og med Det Kongelige Kapel i storform i graven, er AIDA også denne gang en ren nydelse.
Og så er der jo i øvrigt endnu en musikalsk delikatesse i operaen, for den berømte fanfare, når de sejrende soldater vender hjem i triumf, bliver i Annabel Ardens iscenesættelse spillet fra balkonerne, med de ikoniske lange aida-trompeter – skabt til fanfaren – stemt i H og As.
Merle Hensels scenografi efterlader et indtryk af guld og mørke, og i samarbejde med videodesigneren Will Duke bliver Hensels scenebilleder levende og tredimensionelle i løbet af forestillingen, hvor indtrykket ellers fra start af virker fladt og afvisende. Men med billeder der både taler ind i den enkelte scene, og i en større helhed – med krigstraumer og mindelser fra andre krige – åbner bagvæggen sig umærkeligt, og ender med at skabe et imponerende slutscenebillede der understreger præstestyrets magt og vælde.
Ud over de stort anlagte scener, der før i tiden både var fyldt med balletdansere og elefanter, men nu fremstår i en mere moderne form med folkemængder med mobiltelefoner og guldballoner, er der selvfølgelig også det altafgørende i en opera – sangerne. Og selv om man kan kigge langt efter Den Kongelige Operas egne store stjerner i de bærende roller, så er AIDA denne gang strålende besat af stjerner udefra.
”Fange frygt mig, jeg læser dit hjerte.”
Aida synges af den tysk/amerikanske Miriam Clark, der på sit første besøg i Operaen giver et smukt indtryk af en dygtig sopran, der ved at et levende operapublikum vil have mere end en god stemme, for Clark leverer også en fin performance rent skuespilmæssigt.
På samme måde er Samuele Simoncini sikkerheden selv som Radames, ligesom den britisk/jamaicanske basbaryton Sir Willard White som den krigsførende konge Il Re, er stærk og magtfuld i sin stemme. Men den suverænt største oplevelse ved premieren var den frygtløse mezzosopran Raehann Bryce-Davis, der med sin karismatiske fremtoning gav kongedatteren Amneris al den womanpower som karakteren kræver. Vi har de skønneste solister blandt Den Kongelige Operas egne stjerner, men hvor er det fantastisk en gang imellem at opleve sangere udefra, der bare vælter salen i Operaen.
AIDA spiller i Operaen på udvalgte datoer fra d. 2. marts til d. 30. april 2023.
Foto: Camilla Winther
(OG SE MERE OM FORESTILLINGSMENUEN PÅ RESTAURANT ALMANAK I OPERAEN HER)