Anmeldelse: NÅR VINDEN VENDER // Herning Ny Teater, set på Teater V

⭐⭐⭐⭐

Markmanns maskuline modspil.

I en tid hvor mænd og maskulinitet ofte bliver talt ned under gulvbrædderne, er det befriende hvor præcist dramatiker Thomas Markmann sætter sit eget køn på huggeblokken, i sit skønne og alt for genkendelige generationsportræt af manden. Og så endda i tre generationer.

For i Herning Ny Teaters forestilling NÅR VINDEN VENDER – der i skrivende stund spiller på Teater V i København – spiller Markmann de tre generationer ud mod hinanden, og for undertegnede var det svært ikke at nikke genkendende til mindst 90% af de skønne, rørende, absurde og idiotiske udsagn som Markmann har lagt i munden på de tre forrygende skuespillere Thor Støvelbæk, Paw Henriksen og Bjarne Henriksen, der spiller hhv. den vrede unge mand Victor, Victors vattede far Henrik, samt familiens grand old man, Victors farfar Jens.

Paw Henriksen og Bjarne Henriksen. NÅR VINDEN VENDER. Foto Mingophoto

For hold op hvor er det præcist og nådesløst beskrevet hvordan den unge mand Victor føler sig tilsidesat og glemt som mand, samtidig med at Victors far – der selvfølgelig møder op til årets enlige svale af en familiesammenkomst i pink cykeltrikot –  er en stor undskyldning for sig selv, og alt for hurtigt bare accepterer når andre træder på ham. For slet ikke at snakke om familiens grand old man, Victors farfar Jens, der har inviteret søn og sønnesøn til en gang brændehugning og en pils – en dag der dog hurtigt går op i skænderier og gensidige bebrejdelser.

Det er Simon Boberg der har instrueret de tre herrer, og lur mig om de ikke ofte er gået hjem fra prøverne skraldgrinende, for fire så dygtige herrer med meninger, der skal følge Markmanns spidning dag efter dag, det kan kun gå galt. NÅR VINDEN VENDER er simpelthen et knivskarpt portræt af manderoller, og med ikke så meget andet på scenen end Edward Lloyd Pierces kæmpe brændestabel der ligger og venter på katastrofen, så er det bare at læne sig tilbage og nyde dårskaben – af mange også kaldet virkeligheden.

Thor Støvelbæk og Paw Henriksen. NÅR VINDEN VENDER. Foto Mingophoto

Nyd de tre forrygende skuespillere instrueret af en veloplagt Simon Boberg, og hør for guds skyld godt efter når de tre generationer diskuterer hvad mand kan, hvad mand må, og hvad mand egentlig har lyst til. Thomas Markmanns lille genialitet af en forestilling er et portræt af et samfund. Vores allesammens samfund.

Foto Mingophoto

SE MERE HER OM FORESTILLINGEN NÅR VINDEN VENDER