⭐⭐⭐⭐

Jeg har ikke noget lommetørklæde med, for jeg vil ikke græde.

Den rumænske fabrikarbejderske holder godt fast i stroppen i sporvognen, på vej til endnu en afhøring hos Securitate, og hun vil ikke græde.

Nobelprismodtageren Herta Müllers trodsige monolog om undertrykkelse er i hænderne på instruktør Ulla Koppel blevet en sporvogn til tiden. En orange sporvogn, hvor skuespiller Mira Noltenius giver liv til den rumænske fabriksarbejderske, der hver dag møder som tilsagt, til afhøring på slaget 10.

Til, sagt. Til, sagt. Til, sagt. Uret tikker enerverende monotont i hjemmet hos den rumænske kvinde, der dag efter dag må møde på Major Albis kontor, blot for endnu en gang at blive afhørt om sine tanker, sine italienske venner, sit kendskab til veninden Lilys forsøg på at krydse grænsen, og de mange håndskrevne sedler som efterretningstjenesten Securitate har fundet i lommerne på kollegaerne på fabrikken.

Forfatteren Herta Müller – Nobelprismodtager i litteratur i 2009 – er selv rumænsk/tysk og har haft rigeligt med det undertrykkende styre at gøre i sit liv, ikke mindst da hun blev fyret på den fabrik hun arbejdede på, fordi hun ikke ville samarbejde med efterretningstjenesten Securitate. Så der var nok af virkelighed at tage af, da Müller skrev I DAG HAVDE JEG HELST IKKE MØDT MIG SELV – en del af den roman-trilogi der sikrede forfatteren Nobelprisen i litteratur.

Fra højtalerne hører vi nærmest umærkeligt smukke klavertoner fra CD’en Anders Koppel & Kenny Werner Breaking borders #1, men når Mira Noltenius holder pauser og knuger de fingre som stadig gør ondt efter sidste afhøring hos Securitate, så går det op for publikum at vi har hørt de lindrende toner hele tiden. Og det er nok meget godt, for Müllers ord er ikke for de sarte.

Og i scenograf Søren Brinks orange sporvogn, der umærkeligt stod op ad væggen indtil Mira Noltenius trådte op på trinbrættet, udfolder der sig en verden fuld af knugende bekymringer, smertefulde minder, ubrydeligt venskab og inderligt had til det undertrykkende styre under diktatoren Ceausescu.

Monologen I DAG HAVDE JEG HELST IKKE MØDT MIG SELV, i Karsten Sand Iversens oversættelse, er et knugende lille værk, der minder os om ikke at tage noget for givet – ikke at tage friheden som en selvfølge. Og gennem Ulla Koppels helt nøgne iscenesættelse, og med hendes fine personinstruktion af Mira Noltenius, der tager teksten til sig og fremfører monologen som var det hendes egne ord, får Herta Müllers kampskrift nyt liv på Verdens Mindste Teater – i Thiemers Kaffebar på Valby Langgade.

Verdens Mindste Teaters I DAG HAVDE JEG HELST IKKE MØDT MIG SELV opføres på udvalgte dage i perioden fra d. 30/9 – 8/10 2024.

Foto: Sceneblog

SE MERE OM I DAG HAVDE JEG HELST IKKE MØDT MIG SELV & VERDENS MINDSTE TEATER