⭐⭐⭐⭐
For a better world.
Lea Fedida Claussens iscenesættelse af FAUST på Betty Nansen Teatret er forunderligt farverig. Som i en tegneserieverden skæres alting ud i pap og forstørres, så alle kan være med, mens forestillingen bæres igennem af en satanisk skøn Thomas Hwan som en klassisk Mephisto, og en forknyt, men meget præcis og professoragtigt spillende Nicolaj Kopernikus som Dr. Faust.
I den stærkt stiliserede eventyrversion på Frederiksberg Allé, hvor scenograf Maya Livingstone har givet den gas med omgivelser, props og kostumer der larmer, får vi både kapitalismekritik og moralske klaps i den bare. Så ja, Betty Nansen Teatrets nye ledelse lever skam op til deres manifest om at skabe teater der vil modstanden. Og hip hip herfra for det.
Spørgsmålet er bare også, om ikke teatret taler for meget ned til sit publikum. For de gode pointer bliver godt nok skreget ud med store bogstaver i Lea Fedida Claussens forestilling. Omvendt, så skal man jo ikke dømme en teaterledelse på grundlag af en enkelt forestilling, så vi må hellere lade tiden vise hvad det nye Betty kan over tid.

Partnerskabet mellem Dr. Faust og Mephisto går ud på at gavne – så langt er de enige. Men Mephisto vil ikke bare have Dr. Fausts sjæl, han vil også vinde væddemålet med Gud, med påstanden om at der ikke længere er nogen gode mennesker tilbage på jorden. For så er hans job som djævel og gatekeeper overflødigt, og han kan endelig blive en engel i Guds rige.
Og Dr. Faust? Han falder i gryden med det samme, og alt hvad han gør for at skabe en bedre verden hvor alle er lige, ender med død og ødelæggelse. Både i første del i Lea Fedida Claussens iscenesættelse, hvor Dr Faust som en anden sugardaddy overøser den meget unge Gretchen med gaver, ender med at gøre hende gravid, og derefter svigter hende i hendes ulige kamp med systemet, der dømmer hende til døden for vanrøgt og løsgængeri. Og så igen i den sjældent spillede anden del, hvor Dr. Faust som troldmand indfører kapitalismen i et kejserrige for at gøre alle glade, men ender med at starte en uendelig krig med død og ødelæggelse til følge.

Lea Fedida Claussens iscenesættelse på Betty Nansen Teatret, hvor to fantastiske skuespillere får lov til at træde i karakter og shine, men resten af holdet er reduceret til en form for stærkt stiliserede tegneseriefigurer, er med et positivt mindset en ny og frisk fortolkning af Goethes storværk FAUST. Men med lidt kritiske briller på, bliver man nødt til at undres over den (bevidst?) infantile tilgang, som tager meget af filosofien ud af værket, og selvom det er både farverigt og underholdende, efterlader os med et børneeventyr for voksne.
FAUST spiller på Betty Nansen Teatret d. 26/9 – 31/10, 2026
Foto André Hansen