⭐⭐⭐⭐
Iscenesætter Emil Vebers dystopiske PANDEMONIUM er præcis hvad navnet antyder, et sandt kaos af helvedes ild og sønderrivende toner, der kun understreger verdens altid tilstedeværende ondskab. Samt et lillebitte håb.
Med den formidable slagtøjsspiller Mathias Reumert halvt skjult i mørket, men hele tiden disciplineret og fordømmende i sine autoritative toner, bliver Emil Vebers dystopiske historie udfoldet uden ord, men bestemt ikke uden følelser, drama og håb.
For når Lukas Lykke Johansen som ondskaben selv – iført nålestribet habit og cowboyhat – holder et ungt par indespærret i sin underjordiske kælder, hvor de i årevis udvinder olie af sten, så er scenen sat for det dystopiske drama. Og når Mira Elisa Obling og Thomas Diepeveen som det unge par i fangenskab så får et barn, som de må holde skjult, så er der også frit spil for følelserne i Emil Vebers forestilling. Faktisk mangler vi i størstedelen af den mørke forestilling kun håbet, der dog – som i enhver episk fortælling – heldigvis sniger sig ind til slut, da parret bogstaveligt talt ser lyset og friheden for enden af tunnelen.
Og selv om de tre protagonisters sprog, som klinger af sagn, fortællinger og fremmede verdener, er det rene volapyk, så behøver vi ikke se særligt mange scener før vi ved hvad der foregår, hvem der tænker hvad, og hvorfor den desperate mor, den ulykkelige far, og den forstyrrede oliecowboy handler og reagerer som de gør. For Mathias Reumerts bestemmende toner fra mørket leder både spillerne og publikum på vej, hvad enten de/vi vil det eller ej. Og fortællingen, der bevidst er koreograferet som mellemting mellem en linedance konkurrence og et minimalistisk kammerspil, lever i sin egen ret.
Og da Emil Veber i sin snørklede men alligevel klart formulerede iscenesættelse også kaster filmklip ind i historien, hvor nykomponeret musik af Frederik Bak toner frem i skikkelse og toner af Athelas Sinfonietta og sopran Louise McClelland, mens uhyggelige billeder fra industrialiseringens tid viser arbejdere der træller under fabrikkernes sorte skorstensrøg, så er der faktisk intet tidspunkt under PANDEMONIUM hvor vi savner ord eller sætninger.
Emil Vebers PANDEMONIUM er både lettilgængeligt musikdramatik og udfordrende dramatisk postuleren. Men med dukker, slagtøj, hillbilly-koreografi og brændende ovne, samt et dystopisk tankesæt med forhutlede trælle og ondskaben selv, er forestillingen blevet et sandt drama fra helvede. På den gode måde.
PANDEMONIUM, der er produceret af Ulk Productions & Aveny-T, spiller på Aveny-T d. 29/9 – 3/10, 2026, men turnerer også i hele Danmark.
Foto Emil Indiana Holm