⭐⭐⭐⭐⭐
This is definitely not a five-star resort.
Sue Hansen-Styles’ traumeramte Alice har jo helt ret, når det gælder det militærlaboratorium, hvor hun og to andre traumeramte har ladet sig indlægge for at være de første til at afprøve den nye lykke-chip. For den klaustrofobiske indlæggelse er alt andet end et stjernebehængt ferieresort. Men Tanja Mastilos forudseende fortælling ENTER COPY – om fremtiden, med al den AI og teknologi der gerne springer over hvor gærdet er lavest – er i Jacob Stages iscenesættelse til gengæld en femstjernet oplevelse på Bådteatret.
Why Not Theatre Companys forestilling ENTER COPY spiller, som de jo altid gør, på engelsk, og de tre ferme skuespillere Sue Hansen-Styles – som Alice der har mistet både sin mand og sit barn i en ulykke, Bennet Thorpe som den rige smart-ass Kendall der er blevet forladt, samt Daniel Neil Ash som den svært skadede krigsveteran, der aldrig har fået gjort noget ved sin forelskelse i sin sergent, er alle smukt castet til Mastilos kammerspil.
Et kammerspil hvor både udtryk, diktion og bevægelser betyder alt i formidlingen af historien, og alt i forhold til troværdigheden overfor publikummet på Bådteatret. Teksten og dialogen er tæt og intens, og rummet, hvor Jacob Stage selv styrer både lys og teknologi i.f.t. fortællingens AI-tema, og hvor doktoren i laboratoriet blot er en klinisk stemme (Nathan Meister), er så tilpas klaustrofobisk i sin sort-hvide udelukkelse af farver og følelser, at man som publikum virkelig føler man er fanget i et spil uden udgang.
Vi er i året 2029, og der arbejdes med udviklingen af en hjernestyringschip, der kan fjerne alle din traumer og bekymringer for en tid. Eller sagt på en anden måde, eskapismen – der hidtil har været forbeholdt vores drømme og tanker – skal fremover kunne opnås ved indoperering af en chip, der kan tændes og slukkes efter behov.
Men fra det øjeblik hvor de to mænd og kvinden træder ind i det sort-hvide rum, der viser sig at være en militær forsøgsstation, er der ikke længere snak om behov og vilje – de tre personer er forsøgsdyr. Og fanget som rotter, der alle har underskrevet erklæringen om at alt hvad der end måtte ske – selv døden – foregår efter egen fri vilje, indser de tre efterhånden deres situation.
For hvad er egentlig bedst når det kommer til stykket – en chip der styrer dine følelser for dig, og sender dig på tur i lykkeland en gang om dagen – eller et liv med alle de ar og traumer som livet byder på, men stadig med dine følelser i behold. På godt og ondt.
I ENTER COPY rammer Tanja Mastilo – uden hverken at prædike eller give svar – lige ned i spørgsmålet om fremtidens brug af AI, og hvor langt vi vil gå i vores stræben efter det perfekte liv.
Why Not Theatre Companys ENTER COPY spillede på Bådteatret d. 28/11 – 18/12 2024.
Foto: Jacob Stage