AMERIKA // Nørrebro Teater

⭐⭐⭐⭐

Kafka og Cederholm i politisk slapstick.

AMERIKA er Kafkas historie om den unge tysker Karl, der som 17årig bliver sendt til Amerika fordi han har gjort en stuepige gravid, og ender i et uvenligt land med mærkværdige væsener, forhold og skikke. Franz Kafka skrev oprindeligt romanen i 1914 uden at reelt at kende til forholdene i Amerika, men det er jo netop Kafkas styrke – ligesom han gjorde i Processen – at forestille sig en verden og forudsige hvad der rammer os i fremtiden.

På Nørrebro Teater har den innovative teaterdirektør Mette Wolf endnu en gang svinget med tryllestaven, og ladet Kafkas værk blive udfordret, fortolket og iscenesat af Nikolaj Cederholm, en af dansk teaters helt store instruktører, der med forestillingen kan fejre sit 40-års jubilæum med manér.

Hovedpersonen Karl bliver spillet af den unge Nicolai Jørgensen (der lige har modtaget Lauritzens Believe in You-prisen), og han er et fund til rollen som den usikre Karl, der med et sind opfyldt af retfærdighedssans kæmper mod den verden af uretfærdigheder han møder i Amerika. Og uretfærdigt er ordet, når Kafkas kapitalismekritik lader den unge Karl blive snydt og bedraget af alle han møder, fra de tyvagtige vagabonder der lader som om de er hans venner, over kvinder der udnytter ham, til hans egen rige onkel der er blevet en stor kanon i Amerika, men ender med at ofre Karl for sin forretnings skyld.

Alle karaktererne i Cederholms forestilling er pragtfuldt overdrevne i både krop og handling, og det nærmer sig en tegneserieverden når de vulgært tykke kapitalister vralter rundt med høje hatte og ryger store cigarer, men Cederholm har altid været glad for at understrege pointer, og i AMERIKA får han lov til at boltre sig i Kafkas absurde komedie.

På scenen er den både uhyggelige og rørende historie rammet ind af scenograf Kim Witzels gennemtænkt trylleskovsagtige scenografi, hvor grå tristhed, anonyme døre, utallige gentagelser og Kafkaske dobbeltgængere hensætter publikum i en konstant uro. Her lefles der ikke for nogen, her ved man ikke om isen holder ved næste skridt.

Det er sjældent der i teaterforestillinger er tilknyttet en decideret slapstick konsulent, men i AMERIKA er koreografien så vigtig en del af fortællingen, at koreograf Anja Gaardbo har Kasper Ravnhøj på som konsulent, når det klassiske slapstickunivers skal rulles helt ud. Og det gør det i udpræget grad med bl.a. slapstick specialisten Kristian Holm Joensen, hvis krop mest af alt minder om en pose nødder, når den gang på gang smadres mod væg eller gulv for at knække skallen.

Ud over Kristian Holm Joensens nødder, den formidabelt spillende musiker Thomas Hamilton, samt Nicolai Jørgensen som den vidunderligt kom-lad-mig-trøste-dig-usikre Karl, fordeles forestillingens mange roller mellem Martin Greis-Rosenthal, Molly Egelind, Trine Pallesen, Torben Zeller, Rikke Bilde, Patrick A. Hansen og Rasmus Hammerich – et pragtfuldt og legelystent cast, der i Cederholms hænder, og med mareridtet lurende, folder sig ud på den mest pragtfuldt absurde måde.

Kafkas AMERIKA på Nørrebro er politisk slapstick af Cederholmske dimensioner.

Foto: Büro Jantzen

SE MERE