⭐⭐⭐⭐⭐

Elsket af Gud! – eller den der elsker Gud?

Historien om Mozart – den unge løsslupne, geniale komponist, og Salieri – den gamle jaloux komponist og Hofkapelmester, er en herlig ukompliceret historie om et forhold der måske, måske ikke, fandt sted i Wien op til det herrens år 1791, hvor Wolfgang Amadeus Mozart afgik ved døden.

Den engelske dramatiker Sir Peter Shaffer skrev historien i 1979, og den har været på trapperne i Det Kongelige Teater i et godt stykke tid – og nu er det så ingen ringere end teaterchef Kasper Holten, der iscenesætter historien om jalousi og genialitet på Kejser Joseph d. II’s tid.

Og det gør han med en teaterchefs værdighed og fornemmelse for inklusion. AMADEUS på Det Kongelige Teater er blevet en både stor og flot forestilling, med ikke bare skuespil, men også kapelmusikere, opera og dans på scenen. Og ud over det absolut godkendte hold dansere der er hentet ind, har de dygtigste studerende ved Operaakademiet fået chancen for at synge Mozart på Gamle Scene. Så når skønne bidder af Mozarts værker bliver præsenteret i historien, bakket op af spillelystne Kapelmusikere på scenen, griber de unge sangere muligheden til fulde, og giver AMADEUS et ekstra krydderi som et konventionelt skuespil normalt ikke har.

Men skuespillerne i AMADEUS er absolut taget fra øverste hylde, og ved premieren var det Simon Bennebjerg som Mozart, og Søren Sætter-Lassen som Salieri der ubetinget stjal billedet. Simon Bennebjerg var herligt overgearet som tøjlesløst geni, og Søren Sætter-Lassen klassisk intrigant, og gal af jalousi som den af Gud forsmåede og forladte alfahan.

Nævnes skal dog også Rosalinde Mynster som den bramfri Amagertøsdialekt-talende Constanze, den perfekt kejser-imbecile regent Kristian Halken, og de guldbestrøede Venticello engle-tvillinger Sigurd Holmen le Dous og Martin Bo Lindsten, der med vinger førte os gennem aftenen og historien om jalousiens magt.

Iscenesættelsen af AMADEUS er helt klart sket med det samlede værk for øje, og skal ses som en helhed, og man fornemmer at de pragtfulde skuespillere har fået forholdsvis frie tøjler til at fortolke karaktererne, en mulighed de selvfølgelig griber med kyshånd. Men bl.a. Sætters voldsomhed og meget klassiske skuespil overdøver tonerne fra Kapellet, og jeg er overbevist om at en strammere personinstruktion ville have løftet skuespillet i AMADEUS til next level, som gamerne siger det. Just sayin’…

Maja Ravns scenografi i AMADEUS er til gengæld voldsomt enkel – en kæmpe bølge af noder truer aftenen igennem med at opsluge både onde tanker og gode viljer, og som modspil til de overdekadente hofuniformer og adelsdragter, er simpelheden i nodernes bølge af magt lige i øjet.

Og Kapellet! Kapellet har sin helt egen, og meget vigtige rolle i AMADEUS. Klædt i sort dukker kapelmusikerne op på scenen, og både som en del af selve historien, hvor de spiller sig selv – og som musisk fundament for Shaffers univers, hvor vi som publikum gennem musikken kan sætte os ind i dilemmaerne, fylder Det Kongelige Kapel hele scenerummet med deres vidunderlige kunnen.

AMADEUS på Gamle Scene er Det Kongelige Teater der spiller med musklerne, en storladen forestilling om jalousi, genialitet, og opgøret med Gud – og Mozarts musik der tager stikket hjem.

Foto: Camilla Winther

SE MERE