Anmeldelse af forestillingsmenuen efterår/vinter ’24 på restaurant ALMANAK i Operaen

Som det ses på coverbilledet, er der drama i farvespillet på Operaens 4. etage når restaurant ALMANAK ruller sig ud, og serverer bagt rødbede med endivie, æggeblomme og puffede boghvedekerner, overhældt ved bordet med solbærsauce, monteret i dildolie. De røde, grønne og gule farver var som en kickstart for vores sanser, der ellers ved gennemlæsningen af menuen studsede lidt over beskrivelsen af forestillingsmenuens første ret – rødbede, æggeblomme, solbær og endivie.

Men jeg skal love for at indtrykket blev vendt om, da den super venlige tjener kom med en lille skål og en ske, og let og elegant hældte den lækre solbærsauce og dildolie hen over den bagte rødbede.

En fint gennemtænkt forret, hvor den gode smag af rødbede naturligvis var dominerende, men hvor duften af solbær og den knasende følelse fra boghvedekernerne skabte et helt andet oplevelsesunivers end man er vant til, når man ellers får serveret rødbede.

Sceneblog skulle ind til musicalen BILLY ELLIOT i Operaen, og havde derfor bestilt forestillingsmenuen på ALMANAK, der som sædvanligt så lækker ud. Og da min ledsager havde fødselsdag, flottede vi os med en ekstra ret som indledning, og hvad kunne være mere festligt end at indlede aftenen med et glas Champagne fra Robert Barbichon, og en af de lækreste kaviarserveringer jeg længe har set.

Helt korrekt serveret med en ske af perlemor, der ikke tager smag af noget, fik vi en lille dåse af Baerii caviar fra Lyksvad, anbragt i en skål af knust is. Og ledsaget af både toast, creme fraiche og purløg, kunne vi derfor selv skabe de små himmerigsbidder, der helt slog benene væk under fødselaren. For det var virkelig en luksus overraskelse der indledte aftenen – ikke noget man får så tit – men til gengæld spot on på en fødselsdag der skulle fejres, så det kan anbefales.

Og netop fordi vi havde indledt aftenen så luksuriøst, var det afgørende at forestillingsmenuens forret kunne leve op til det høje niveau – hvilket de dramatiske farver og smage i den føromtalte rødbederet bestemt gjorde. Og den foreslåede vin til forretten – en østrigsk Wiener gemischter satz – en blanding af ikke mindre end 11 forskellige druer, var lige så behageligt tør som man kunne håbe på, overfor den forholdsvis søde forret med rødbede og solbær.

Vi havde denne aften bestemt os for fire retters menuen, så efter retten med bagt rødbede kom nu en enkel fiskeret på bordet. En lille luns vesterhavstorsk, ledsaget af palmekål og dekoreret med sennepsfrø og nøddeflager.

Der var fint bid i den lune vesterhavstorsk, der nok var en smule anonym i smagen, men smagsmæssigt blev løftet af sennepsfrø og en sauce på hybenrose – og samtidig ikke blev overdøvet af palmekålen på tallerkenen. Palmekålen – der med sit righoldige indhold af både vitamin A, C og K, samt mineraler som calcium og jern, er en sand topscorer på superfoodskalaen – var både sprød og frisk, og viste sig at være en udmærket ledsager til torsken, der blev indtaget med en fortrinlig hvid Bourgogne fra Cècile Paquet i glasset.

Næste vin i glasset som ALMANAK valgte at servere, var Les Dessous Des Dentelles fra Chateau La Croix des Pins – en rødvin fra det sydlige Rhone, der naturligvis var valgt på grund af dens smagskompleksitet, for hvis der er noget der skal hamle op med en gråand i julehumør, så skal der være masser af krop og underliggende smage i vinen.

Og næste ret var netop også en gråand i julehumør, for når man serverer de lyserøde stykker af bryst med både rødbede, rødkål og tyttebær, så ved man hvilken tid på året vi nærmer os.

Med en lille skål groftskåret rødkål med valnød på siden, fik vi anden serveret som den er bedst – lyserød, fin og fuld af smag – og da de reelle stykker brystkød endda blev overhældt af en kraftig sauce, fyldt med små ureelle stykker andekød, skalotteløg, ribs og Szechuan peber, tændtes julelysene i mine øjne. En hovedret der både har smag, fantasi og substans, men ikke falder for fristelsen med at servere en for stor ret, når det nu er en forestillingsmenu, og man ved man skal ind og sidde stille i en rød velourstol i tre timer. Det er en hovedret efter min smag.

For slet ikke at snakke om den gode bæredygtighedspolitik hos ALMANAK, der betyder at hele dyret helst skal bruges – ikke kun de store reelle stykker – men også alt det som andre restauranter gladelig smider ud, fordi det ikke har star quality på en tallerken. Der er jo masser af smag i de små stykker og trevler, og at koge en sauce på det, og endda servere det i samme ret, er både sympatisk og velsmagende.

Velsmagende var også forestillingsmenuens dessert – en fantasifuld homage til den traditionelle juledessert Risalamande.

Vi kender jo normalt risalamanden som en både tæt og tung ret, men desserten på ALMANAK var præcis det modsatte, og derfor fik vi – i stedet for den klassiske mørke portvin – en lys Sauterne til desserten. Og det skulle vise sig at være helt perfekt.

For hvad man rent visuelt kunne forledes til at tro – at retten bestod af ris og rigelige mængder af fløde –  viste sig at være helt forkert. For på tallerkenen var der kun hvidt skum ovenpå mandler og makron, og en smuk scoop af kirsebærsorbet – alt sammen overstrøet med kirsebærstøv. En smagfuld afslutning hvor Tonkabønnernes krydrede og marcipanagtige smag af vanilje satte prikken over i’et, og en perfekt let afslutning på en absolut strålende forestillingsmenu på ALMANAK.

Og så var det ellers BILLY ELLIOT tid på Operaens store scene.

Foto: Sceneblog

SE MERE HER FRA FORESTILLINGSMENUEN PÅ ALMANAK

SE MERE HER FRA MUSICALEN BILLY ELLIOT PÅ OPERAENS STORE SCENE