ALICE I EVENTYRLAND // Gamle Scene, Det Kongelige Teater

 ⭐⭐⭐⭐⭐

Hübbe henter guldet op fra kaninhullets magiske verden.

Der er såmænd ikke noget usædvanligt i, at en ung dame som Alice ikke må få sit hjertes udkårne, ej heller at teselskabet i forældrenes have er frygtelig stift, bonert og kedeligt. De fine gæster – den persiske prins, den sure hertuginde, de fromme præster og de fornemme gæster – alle tager de blot del i en helt almindelig dag i det borgerlige hjem hvor Alice bor.

Men da Alice ser sine forældres gode ven Lewis Caroll forvandle sig til en hvid kanin, griber hun chancen, og følger ham ned igennem kaninhullet til et eventyrland. Et eventyrland hvor alt kan ske, og intet er uden udfordringer.

Det er den engelske koreograf Christopher Wheeldon, der i 2011 skabte balletten ALICE I EVENTYRLAND efter Lewis Carolls bog, og Det Kongelige Teater har da også haft den pragtfulde historie på plakaten allerede i 2016, men det er kun dejligt at den igen er på Gamle Scene. Og denne gang endda med Det Kongelige Kapel i sprudlehumør med dirigent David Briskin ved roret.

Hele forestillingen, fra første scenebillede til sidste tæppefald, er en lang vidunderlig blanding af psykedeliske fantasier, illusioner og tricks, samt overnaturlige væsener og dyr med desværre alt for menneskelige træk og dårlige vaner, når vi da ikke lige med et spillekorts nøjagtighed får sat kulør og værdi på karaktererne.

Og karaktererne i Lewis Carrolls eventyr er jo de vildeste. Bestemt ikke alle gode, men sådan skal det være i et eventyr. Intet godt uden ondt, ingen kærlighed uden ondskab. Både Den Kongelige Ballets dansere, og børnene fra balletskolen, er i topform i ALICE I EVENTYRLAND, og man fornemmer glæden i hvert trin de tager i de fantasifulde kostumer – hvem har ikke et indre legebarn i sig.

Det var næsten et overbud af stjernedansere til premieren, men jeg bliver nødt til at fremhæve en enkelt; Alba Nadal som kokkepigen, der med kæmpe kødøkse og blod på kjolen styrer den onde del af skovens Home Sweet Home, hvor blodet og grisehovederne ruller lystigt – hvorpå hun forelsker sig i den onde Hjerter Dronnings bøddel. Astrid Elbo danser smukt den ondeste Hjerter Dronning, men Nadal danser som det gælder livet, og selv ved fremkaldelserne svingede hun kødøksen og brød etiketten. Rullende spansk blod der ikke er til at stå for.

Og så var det Ida Praetorius der dansede Alice ved premieren, og hvilken Alice! Det er få beskåret at være så eminent rent teknisk, og samtidig udstråle så meget sødme, uskyld, og forsmået kærlighedstristesse. Alice tumler rundt efter den hvide kanin/Lewis Carroll i de magiske eventyrverdener, og blot i få af scenerne får hun vist det helt klassiske repertoire, som da hun endelig får sin pas de deux med sin udkårne Hjerter Knægt. Men vi venter gerne, for ALICE I EVENTYRLAND er en forestilling for hele familien, og selv om vejen til kærligheden er lang, er selv de mindste gæster i salen henrykte hele vejen.

Og godt nok var der mod slutningen af den næsten tre timer lange forestilling mere end et barn der sov trygt i forældrenes arme, men det gør ikke spor. For eventyret gør at drømmene er søde, og hvad er bedre end at fortælle videre på et eventyr når barnet misser med øjnene, smiler, og spørger; hvad endte det med?

Foto: Costin Radu

SE MERE