⭐⭐⭐⭐
”You are welcome to sit on the couch”
Rørende dramatisk debut på Teater V.
Da Lisbeth Gajhedes elskelige karakter Marianne bliver ramt af Alzheimers, finder hun tryghed i en pornofilm fundet på nettet, for ved konstant at se den samme film dag efter dag, finder hun ind i en verden hvor gentagelserne og det simple plot er noget hun kan rumme.
Hendes stakkels mand Carsten – storartet spillet af Jørgen Bing – kan kun se til mens sygdommen tager fart, og forsøger at få hverdagen til at fungere ved at gå med på Mariannes påfund og lyster. Marianne kan nu alle replikkerne fra filmen, og synes de selv skal indspille en pornofilm – og Carsten går modstræbende med på legen. Ligesom han opgivende må sørge for at returnere de 11 store kasser med dildoer, som Marianne har bestilt på nettet.
Men man kan ikke lukke den virkelige verden helt ude, og selv en lille ting som en løbende vandhane skaber store udfordringer, for hvordan tackler Marianne det. Den venlige VVS’er Ali, spillet fint og afdæmpet af Christopher Læssøe, har naturligvis set lidt af hvert ved besøg i private hjem, men hvordan opfører man sig, når husets frue iført lyserød paryk spørger Do you want me to bend over?, og i øvrigt ikke kan huske at Ali har været der før.
Det er skønt at se Jørgen Bing og Lisbeth Gajhede i de to bærende roller, og det er flot at Teater V & Vendsyssel Teater bringer manuskriptforfatter Henriette Katrine Lunds fine dramatiske debut rundt i landet. Det rørende drama har fortjent det, lige som det var fortjent at AFBRUDT SAMLIV vandt den landsdækkende dramatikerkonkurrence DRAMATISK DEBUT 2022.
Foto: David Bering