⭐⭐⭐⭐
”I begyndelsen var der intet.”
En fortæller træder ud fra en bagdør i scenerummet, og indtager sin plads ved kanten af scenen – ud mod publikum. Scenerummet er totalt ryddet, som om Odense Teater allerede er gået neden om og hjem med Tue Bierings storsatsning, den fem timer lange DET EUROPÆISKE SLAGTEHUS – Bierings frie fortolkning af Shakespeares Rosekrigene.
”Og lad nu være med at lede efter en mening, og da slet ikke en morale”
Men Bierings til tider uoverskuelige kaos har bestemt både mening(er) og morale(r), for det ligger i Bierings fortæller-DNA at finde både det gode og det onde. Så scenen fyldes derfor langsomt med et kæmpe cast på 12-15 skuespillere (inkl dyr), der de næste 5-6 timer vil tage os igennem Shakespeares kongerække, med al den vold og blodig magtudøvelse den nu indebærer – specielt når den ses gennem Bierings briller.
Som på et gammelt motorvejsskilt i udkanten af Las Vegas står navnet på den første konge med let udskiftelige bogstaver, og Richard 2. er således første protagonist i fortællingen om magt, blod og svig gennem århundreder. Richard 2. bliver til Henry 4., som senere bliver til Henry 5., Henry 6., samt Eddy 4., før Richard 3. snupper magten til sidst. Så enten kan man kongerækken på forhånd, eller også lader man bare forestillingen gå sin gang, stoler på fortælleren, og tager hele historien som den frie fortolkning den er. Mudret og blodig som ind i helvede.
I 2005 gav Tue Biering Shakespeares univers en lignende omgang høvl med EUROPÆERNE i Det Kongelige Teaters hedengangne Turbinehallerne, men som jeg husker det, var hans Volksbühne kærlighed mere udtalt dengang, og forestillingen EUROPÆERNE langt mere stringent i sin form. Ikke at DET EUROPÆISKE SLAGTEHUS ikke har form eller styring, det er blot en anden tid nu, og Odense Teaters fine ensemble skal forholde sig til en anden samtid, og en anden politisk wokeness – hvilket ikke er nemt hvis man samtidig skal være det mindste loyal overfor ikonet Shakespeare.
Men tilbage til selve forestillingen, der med sine 5-6 timers varighed har plads til både fortid og nutid, og selv om vi i Englands navn både indtager Irland, Skotland og Frankrig – med Jeanne D’arc som eneste kvindelige gæstestjerne, når Frankrig slår igen – så når vi også forbi en nutid hvor magtkampene fortsætter. Her møder vi bl.a. QAnon Shamanen, som vi kender fra stormen på USA’s kongres, og som kræver kongen og alle magthaveres afgang, så folket kan komme til magten. Tue Biering tager os således ind i en meget anderledes, og dog så velkendt verden, hvor magthavere igen igen misbruger deres positioner.
Endnu en taler træder frem på scenen – denne gang er det Kristoffer Helmuth der har taget ordet – og den lettere kaotiske historiefortælling fortsætter.
Men Kristoffer Helmuth – med eget ”Fuck dig Kristoffer Helmuth” skilt der bliver stukket ind på scenen af en af de andre skuespillere – er netop den tyran forestillingen har brug for. For ikke bare er Helmuths Richard 3. karakter lige så snerrende grim som det forventes af den klassiske Shakespeare konge, men man (jeg) får med Helmuth for første gang en snert af forståelse for volden, der efter spandevis af rød maling og trillebøre fulde af mudder, efterlader sig et voldsomt blodigt scenegulv.
Tue Bierings DET EUROPÆISKE SLAGTEHUS på Odense Teater er kontrolleret kaos, samt masser af meninger og moraler godt skjult i den blodige kamp om magten i Europa. Og i pausen serveres der Brændende Kærlighed i Foyeren.
Forestillingen spiller fra d. 15. september til d. 8. oktober 2021.
Foto: Emilia Therese