”Tak fordi jeg må være en del af det fine selskab”
Når scenekunstpriserne ved Årets Reumert skal uddeles, så samles cremen af scenekunstbranchen i deres fineste puds, spændte og forventningsfulde. Og tit og ofte sker det, når priserne er uddelt, og man sidder og spytter i nattens sidste fadøl, så nikker man indforstået til hinanden og tænker; hvad sagde jeg.
Men i år var der en der skilte sig ud i vrimlen af Tordenskjolds Soldater, for da prisen for årets mandlige hovedrolle skulle uddeles, så var det ingen ringere end Silas Holsts navn der blev læst op på scenen.
Og Silas Holst, der i kendthedsfaktor hos befolkningen slår de fleste teaterskuespillere med flere længder, men sjældent bliver nævnt i samme kontekst som de ”seriøse” skuespillere, var i chok. Han var allerede vildt glad for nomineringen, men troede simpelthen ikke på chancen for reelt at vinde prisen. Det er jo de andre der vinder sådan noget.
”Tro på dig selv”
Men ikke i aften. Silas Holst gik på scenen og fik overrakt prisen, og gav den smukkeste lille takketale, hvor overraskelsen og taknemmeligheden for indlemmelsen i det fine selskab var overvældende. Holst, der vier en stor del af sit liv til frivilligt arbejde for bekæmpelse af mobning, ved alt om hvordan det er at være anderledes, at være udenfor, at blive mobbet fordi man skiller sig ud. Men i aften var det Silas Holst der fik den store pris, for sin performance som den pragtfulde drag queen Lola i Det Ny Teaters musical Kinky Boots. En sejr for Silas Holst, og en sejr for musicalgenren i Danmark, der nu må siges at være fuldt ud accepteret i det gode selskab, da selve forestillingen Kinky Boots også blev belønnet med en Reumert – prisen for Årets musical/musikteater. Og takket blev der, i en takketale hvor Holsts mor også fik den smukkeste hilsen fra en søn der ikke altid har spillet hovedrollen; Tak Mor, tak for at få mig til at tro at grævlingen i Snehvide var en hovedrolle.
Og hvor Holst repræsenterede fornyelsen, så var årets Hæderspris til gengæld så klassisk som Amen i kirken, for det var ingen ringere end Søren Sætter-Lassen der blev hædret i år.
Skælmen Søren Sætter-Lassen, den altid velforberedte og seriøse kunstner, og den modige skuespiller der efter 30 år i Det Kongelige Teaters ensemble med kæmpe roller og formidable præstationer på stribe, sagde farvel til det sikre, og som 65årig kastede sig ud i freelancelivet, med hvad det nu måtte byde på af Badehoteller og andre udfordringer. Stående ovationer bragede mod den anerkendte scenekunstner, som hermed indkasserede den femte Reumert i sin karriere – flere end nogen anden.
Lone Rødbroe i Romeo og Julie på Vendsyssel Teater fik prisen som Årets kvindelige ensemblerolle, mens herrernes ditto, Årets mandlige ensemblerolle, blev givet til Simon Kongsted i Stolthed og Fordom på Betty Nansen Teatret i København.
I det hele taget var der dømt rigtigt gode valg over hele linjen, hvor det ellers er svært at vælge mellem de mange nominerede, i det første år sådan helt ude af Coronaens skygge. F.eks. blev prisen for Årets dramatiker givet til Rikke Wølck for Maddiker på Folketeatret, Årets kvindelige hovedrolle blev snuppet af Sarah Boberg i Sandhed og konsekvens på Teatret ved Sorte Hest, og Årets særpris blev givet til AKT1 for deres 1:1 forestilling Du vil møde en anden, hvor man bl.a. kunne møde Benedikte Hansen på et hotelværelse ganske alene. Fortræffelige valg over hele linjen, og den udtømmende liste over de nominerede og alle vinderne kan ses HER.
Man kan sige meget om den prestigefyldte pris Årets Reumert, og der er konstant diskussioner om hvordan og hvor priserne skal uddeles, hvem der have priserne og hvem der skal sidde i juryen, og ikke mindst hvem der skal (eller vil) betale, og snakken stopper helt sikkert ikke foreløbigt. Og måske er det egentlig også det helt rigtige. For Årets Reumert, showet, priskategorierne, juryen og afviklingen må og skal forny sig løbende, samtidig med at uddelingen – for at beholde sin legitimitet og brede anerkendelse – skal fastholde sin landsdækkende status, og aldrig for alvor blive ramt af den indspisthed og Københavnerdunst som der har været små strejf af igennem årene.
”Når applausen stilnede af, var jeg alene”
Det er et frisk pust, og som sagt dejligt at Årets Reumert kommer ud i landet, og for tiden afvikles i det nybyggede Odeon i Odense, men værternes indledning til årets store prisuddeling var desværre – jeg fristes til at sige, som sædvanlig – ramt af tekniske uheld og afviklingsfejl, der ikke burde kunne lade sig gøre. Når Christopher Læssø har sat sig ved pianoet og slået tonen an foran en pakket sal, mens Rikke Bilde gør en stor entré i lang kjole med slæb og hendes elskede talentpris fra 2007 i favnen, så skal alt klappe. Det gjorde det bare ikke.
At mikrofonernes batterier ikke er tjekket igennem 100% før showets start, er ikke bare at kaste værterne under bussen, men også langt under lavmålet for et sted af Odeons kaliber. Og da tæppet gik ned og musikken startede midt i prismodtager Jonathan Chmelenskys transmitterede takketale, var det til at græde over. Jeg er godt klar over Årets Reumert ikke har uanede ressourcer til rådighed, men når man vil brande sig som årets begivenhed i en branche af professionelle folk der lever at performe, så må det bare ikke ske – og da slet ikke gentage sig!
Jeg ved ikke hvem der har de afgørende ord i organisationen, men hverken Dansk Teater, CPH Stage, eller for den sags skyld sponsoren Albani, kan være tilfreds med fejl i flere år efter hinanden, og skylder branchen og sig selv at finde en løsning til næste års prisoverrækkelse af Årets Reumert.
Men når det er sagt, så viser aftenens sidste snapshot fra den røde løber, med en ovenud lykkelig Mathilde Arcel Fock og resten af holdet på Årets teaterforestilling – Stolthed og Fordom på Betty Nansen Teatret – at alt er tilgivet, og alle bare glæder sig til næste gang.
For tænk nu hvis man vinder en Reumert….
Foto: Casper Koeller, Sceneblog