8 SONGS FOR A MAD KING & THE WE QUEEN // Foreningen Kvindestemmer, i LiteraturHaus

⭐⭐⭐⭐

Under Louise Schrøders piano ligger der fire stemmer og holder sig for ørerne. Eller rettere sagt én stemme. For Selma Mongelards idé om at lade Peter Maxwell Davies’ ikoniske værk 8 SONGS FOR A MAD KING blive sunget af fire kvinder – i stedet for en enkelt mand – bliver i disse dage realiseret på fornemste vis i LiteraturHaus på Nørrebro.

Det er den nystiftede Foreningen Kvindestemmer der står bag den opsigtsvækkende avantgarde opera, som i Marlene Smiths iscenesættelse rammer lige ned i den undertrykte sindssyge, som Randolph Stows tekster og Peter Maxwell Davies kompositioner emmer af.

Fortællingen om King George III, der mistede forstanden efter han som blind og døv blev indespærret af sin søn i et fugletårn, er et klaustrofobisk og uafviseligt drama som har gået sin sejrsgang verden over, og med Sir Maxwell Davies’ bevidst harmoniforladte toner, er det en kæmpe udfordring for enhver musiker eller sanger.

Who has stolen my kingdom?”

Jeg har oplevet 8 Songs for a Mad King adskillige gange, senest under Aalborg Operafestival på Spritten, men at høre de otte sange fortolket af fire sopraner, tilføjer værket endnu uhørte dimensioner. Det sangbillede over fem oktaver, som Sir Maxwell Davies har komponeret til en baryton, bliver i LiteraturHaus sunget af de fire sopraner Angelica Asp, Nina Smidth-Brewer, Katinka Fogh-Vindelev og Stina Schmidt, med lige dele galskab og indædt insistereren på følelserne og afmagten hos den indespærrede regent. Det er fabelagtigt tænkt – og rasende godt udført af de fire sopraner.

Ved pianoet sidder som sagt Louise Schrøder, der med træblokke, trommestikker og fløjter skaber den komplicerede verden af fuglefløjt og suspense som den indespærrede regent må have følt. Og på trods af Sir Maxwell Davies’ påtvungne dissonans, fremstår Louise Schrøder som en klippe i det virvar af toner og udsagn som sopranerne har at arbejde med.

We are one – everyone of us

Og for at avantgardeværket ikke skal stå alene, afsluttes aftenen i LiteraturHaus med Katinka Fogh-Vindelevs THE WE QUEEN. En mindre, men velkomponeret march som de fire sopraner fremfører i kor, i en hyldest til den perfekte dronning, der tænker og handler som en kløgtig, empatisk og kollektivt tænkende regent. Værket er nykomponeret, født ud af Katinka Fogh-Vindelevs drøm om en bedre verden, og opførelsen på LiteraturHaus er en uropførelse.

8 SONGS FOR A MAD KING & THE WE QUEEN spiller kun på LiteraturHaus d. 8. og 9. december 2022.

Foto: Alexander Banck-Petersen

SE MERE HER