XISTENS // Teater Grob

⭐⭐⭐

Jeg vil gerne vide, hvordan man bliver til et godt menneske

Det er iscenesætter Sargun Oshana & co. der har stillet spørgsmålene, men det er GPT-3, Teater Grobs kunstige intelligens, der har sammensat de ord, sætninger, svar og udsagn som Stephanie Nguyen må kæmpe med i forestillingen XISTENS på Nørrebrogade.

Og en kamp er det, når Stephanie Nguyen som en androgyn avatar skal formidle teksten, som den kunstige intelligens har skabt. For som publikummer i scenerummet, hvor sæderne er flot bygget op på begge sider af scenen, er det meget svært at få hoved og hale i teksten, endsige finde den handling i forestillingen, som man som publikum uvilkårligt leder efter. Jo, det handler om eksistens, menneskets tilbliven og udvikling, og ikke mindst fejlene i processen – men igen, led ikke efter en decideret handling.

Men hverken Sargun Oshana eller Stephanie Nguyen giver op så let, og det er lidt af en kraftpræstation Nguyen præsenterer i den eksperimenterende performance, hvor man i små bidder kommer tæt på Nguyens evner, som bestemt ikke skal underkendes. Det er bare lige det der med den utaknemmelige tekst.

What a wonderful world

Men hvis ingen eksperimenterer, så er der ingen udvikling i kunsten, og modet til at satse og fejle er blandt de ypperste og vigtigste talenter indenfor scenekunsten. Så at Sargun Oshana i sin første egen forestilling på Grob præsenterer et så eksperimenterende værk, hvor han overlader magten til en maskine – det er stort af Teater Grobs nye teaterchef.

Vi har altså at gøre med et eksperiment, hvor Oshana vikler en talentfuld skuespiller ind i et embryonisk spind – og ser hvad der kommer ud af det. Så hvis du er til eksperimenter, til tekstfortolkning i yderste potens og en visuelt spændende præstation af Stephanie Nguyen, så er det bare med at få købt en billet til Teater Grob.

XISTENS spiller på Teater Grob i København fra d. 29. januar til d. 17. februar 2022.

Foto: Karoline Lieberkind

SE MERE HER