⭐⭐⭐⭐⭐
Når alting spiller.
Helt i tråd med Sølyst og Det Kongelige Kjøbenhavnske Skydeselskab, der i flere hundrede år har dyrket selskabelighed ved drikkelag, dans, majfest og skyden til papegøjen, har Verdensballettens leder Jens-Christian Wandt i 2022 skudt papegøjen. For præcis i det øjeblik tenoren trådte op på scenen, og pianist Alexander McKenzie slog tonen an på tangenterne, sendte aftensolen sine stråler gennem de gamle træer ved Sølyst i Klampenborg, og Jens-Christian Wandt kunne indlede en eventyrlig sommeraften med Mogens og Dagmar Schraders serenade I de lyse nætter.
Verdensballettens program er altid en smuk buffet af ballet, opera og musik, og i år er det Anna Rose O’Sullivan og Xander Parish der er de første på dansevinylen, hvor de danser Pas de deux’en fra Tchaikovskys Tornerose, med Marius Pepitas berømmede koreografi fra 1890. Verdensballetten lægger dermed sikkert fra land, i en klassisk åbning med velkendte trin, og sikker udførelse med store smil på læben.
“L’amour est un oiseau rebelle“
Og de store smil bredte sig også hurtigt blandt publikum, for kærligheden er en vild fugl der ikke kan tæmmes, og det var den varmblodige mezzosopran Andrea Pellegrini der som den næste kunstner på scenen, sang Habanera fra Bizet’s Carmen. Pellegrini, som jeg havde den store fornøjelse at opleve i fuldt ornat i Carmen i 2019, var på scenen i en storblomstret kjole der blafrede lystigt i vinden, mens den pragtfulde mezzosopran gav det feststemte publikum en luns af kærligheden. Den kærlighed, som Carmen både nidkært vogter over, og generøst deler ud af i Bizets mesterværk.
Efter Pellegrinis Carmen var det en helt anden stemme der indtog scenen, for det var ingen ringere end HKH Prins Henriks stemme der tonede frem, da værket Côte a Côte blev afviklet på smukkeste vis. Prinsens stemme blev fulgt til dørs af musik af Gabriel Fauré, og prinsens digt får således atter liv på den mest rørende måde i Katrine Rings opsætning, hvortil koreografen Kristen McNally har skabt den pas de deux, som Iana Salenko og Marian Walter danser i praktisk talt det bare ingenting. Det er poesi i det fri.
Og poesi er der også masser af hos Alban Lendorf og Astrid Elbo, der i Svanesøens Danse Russe tydeliggør hvorfor Tchaikovsky – og russisk kunst og kultur generelt – ikke skal fjernes fra verdensbilledet, bare fordi den nuværende despot fører krig og skaber utryghed verden over. Rigtig og flot beslutning af Verdensballetten.
Verdensballettens kunstneriske leder, australske Stephen McRae, har været væk fra dansevinylen i flere år p.g.a. en alvorlig skade i akillessenen, men er nu tilbage i fuldt flor, hvilket han beviser i en pragtfuld Step Ballet til toner af Rossini – hvor den fyrige danser viser sin excellente teknik og charmerende væsen frem i Tanktop og Colgate-smil. Og når det så endda er Alexander McKenzie der sidder ved pianoet, så er der dømt løssluppen charme duel på højt plan.
Årets forestilling har bestemt ikke glemt klassikerne, men der er også fire helt nye koreografier med, skabt specielt til Verdensballetten. Det er først den brasilianske koreograf Juliano Nunes’ Breath of Wind, der ved premieren på Sølyst danses af de to engelske solodansere Anna Rose O´Sullivan og Xander Parish, efterfulgt af Winterstürme af Kristen McNally, en solo der danses af Marian Walter fra Staatsballett Berlin.
Og så er det For the love of dance, et værk skabt af de to dansere Iana Salenko og Steven McRae, der udlever en drøm om en pas de deux skabt til dem selv som par på scenen. Og netop dette værk er blevet til aftenens mest dramatiske, ikke blot på grund af musikken af danske Knudåge Riisager og den sprælske koreografi, men fordi de to dansere, klædt helt i sort/hvidt op imod begge danseres flammende røde hårpragt, stjæler billedet og understreger det iboende drama i deres pas de deux.
”Når ballet virkelig er godt – handler det om musikken og bevægelserne. Det ene kommer af det andet. Hvis det er rigtig godt, ved man ikke – om det er musikken, der trækker bevægelsen frem – eller bevægelsen der trækker musikken frem.”
Ordene er H.M. Dronningens, og er udgangspunktet for Verdensballettens fjerde nye værk, Rocaille, som er Tobias Praetorius’ nye koreografi til Dronningen i anledning af regentjubilæet. Og den smukke pas de deux Rocaille er blevet et musisk sart, romantisk værk der emmer af rokoko, når Alban Lendorf og Astrid Elbo formår at få kjolen til at flyve til Mozarts forføriske toner.
Verdensballetten er Steven McRae tilbage på vinylen med Champagnegalop og stepsko. Det er Alban Lendorf med en lille fjer på og Astrid Elbo i guld fra 1920’erne. Andrea Pellegrini der sender ”call me” tegnet til Xander Parish, og Jens-Christian Wandt der i en perfekt timet solstråle fordømmer Putin men hylder den russiske kunst.
Det er sommer. Det er poesi. Det er charme. Det er Verdensballetten.
Foto: Esben Zøllner Olesen