Anmeldelse af efterårets Opera Menu på restaurant Væksthuset i Operaparken
Mozart og Puccini, Figaros Bryllup og Il Trittico. Der er for tiden masser af smukke toner i Operaen, og hvis du vil gøre aftenen komplet, kunne det jo være at en Opera Menu i VÆKSTHUSET var noget for dig. Vi på Sceneblog afprøver her menuen i Operaparken, hvor madens dufte og smage for tiden følges ad med efterårets rusken i træerne.
Og netop træerne er jo en af de unikke træk ved restauranten, for ligegyldigt hvor man sidder i Væksthuset, så er man omkranset af store smukt svungne ruder, så man hele tiden husker at man sidder midt i en park. En levende park der ændrer sig året rundt, og en park der ikke kun ligger ovenpå et to etagers parkeringshus for dem der kommer langvejs fra i bil, men også en park der med sin nøje udvalgte beplantning er lidt af et kunstværk i sig selv, samtidig med at parken fungerer som en levende foyer for Operaen.
Og indenfor, ved bordet, så indledes en aften i Væksthuset altid af lidt snacks, og i Opera Menuen var det denne gang en lun vaffel der tiltrak sig opmærksomheden i al sin anonymitet. Men med en creme af friskost og løvstikke blev vaflen omdannet til en hapser af de bedre, og selv om løvstikken ikke var vanvittigt markant, så levede Væksthusets snacks i høj grad op til deres efterhånden frække ry, da tænderne bagefter kunne sætte sig i lidt rischips hvor smagen af taskekrabbe sagde spar to til hvad der ellers serveres under navnet snacks rundt omkring i København.
For nu hvor Væksthuset har overstået sine hvedebrødsdage, og ikke længere kan betegnes som ny, har restauranten fundet sin helt egen stil – og sit eget kulinariske udtryk. Stilen er casual, men på øverste hylde, og det kulinariske udtryk er grønt, men med frækheden og selvsikkerheden som grundlæggende præmis.
Betydningen af den første servering i en menu kan ikke overvurderes, heller ikke i en Opera Menu, og vi var da også glade mens vi ventede på forretten, hvor specielt jeg så frem til at få gule beder – bestemt ikke hverdagskost her i København. Jeg indrømmer blankt, jeg måtte google rodfrugten, da det eneste jeg kunne gætte mig til, var farven.
På siden fik vi surdejsbrød m/syrnet smør og løvstikkestøv, og da selve retten befandt sig i bunden af dyb tallerken, var jeg glad for det faste brød som ledsager.
Anretningen med de bagte gule beder skåret i små stykker, blandet op med gedeost og sprøde græskarkerner, var super lækkert piftet op med små grønne stikkelsbær og sennepskorn. Og det der så tog anretningen endnu et trin op, var den Shiso karse og citronmelisse der rundhåndet var blevet drysset ud over den fine lille grønne ret. Specielt citronmelissen løftede smagsindtrykket væsentligt.
Det er jo det man skal kunne, når man sætter vegetarisk mad på menuen, som min erfarne foodie ledsager ganske korrekt formulerede det – og ja, det skal man kunne, men der er desværre mange der stadig ikke magter det. Men det gør de i allerhøjeste grad i Væksthuset, hvor de sætter en ære i at behandle naturen og dens frugter med respekt.
Respekt var også ordet der passede til hovedretten, hvor et pænt stykke saftig torsk blev serveret bagt, anrettet i et hav af svampesmage. Torsken var omgivet af hvidt svampeskum (som tjeneren hældte op ved bordet), samt finthakkede kantareller i en blanding med majs, der bar på en velhængt skive af kejserhat. Tre slags svampe der tilsammen tilførte torsken den perfekte jordede svampefylde, der ikke bare retfærdiggjorde den foreslåede rødvin, men også samlede hele retten som selvfølgelig også bød på en medfølgende klassisk skål med salat.
Vejret her i Danmark har det jo med at skifte, og selv om klimaforandringerne betyder at sommerens lune aftener efterhånden rækker langt ind i efteråret, er der nu ikke noget så hyggeligt som at sidde indendørs, og kigge ud på vindens rasen i træerne, mens man nyder et godt måltid mad.
Så vi nød efterårs versionen af Væksthusets Opera Menu i store drag, og kunne bestemt godt lige klemme en velplaceret dessert ned, før vi begav os videre ind i Operaen. Og da tjenerne jo godt ved at deres gæster skal videre indenfor et bestemt tidsrum, var der heller ikke det mindste spor af stress eller hastværk, da desserten blev serveret.
Desserten, der står på kortet som Blommer med vaniljeis, var i mine øjne nu nok snarere vaniljeis med blommer, men hvis man er til både det søde og det friske, er Opera Menuens lille dessert helt perfekt.
En god scoop vaniljeis med karamel var blevet overstrøet med hasselnødder, og anrettet på en bund af friske blommer og Yuzu – den japanske citrusfrugt, hvis aromatiske dufte er på vej til at udmanøvrere lime og citron fra de danske spisekort. Og da man jo ret naturligt starter fra oven, så er det indledningsvis en meget sød dessert, der afslutter menuen. Men det varer ikke længe før blommerne og yuzuens dufte begynder at blande sig, og så snart at du har sat tænder i det første stykke blomme, forstår du hvorfor desserten hedder blomme med is, og ikke omvendt. For det er i sandhed en lækkerbisken der venter på bunden af den dybe tallerken – ikke en nyopfundet eller sensationel kreation – bare en lækkerbisken af de helt gode.
Á votre santé – og god fornøjelse.
Foto: Sceneblog.dk