⭐⭐⭐⭐⭐
” Hit it!”
Kurt Thyboe er prædikanten, the preacher, the king!
I storhedstiden for mandemagasinet Ugens Rapport – 1970’erne – var redaktøren Kurt Thyboe den ubestridte ledestjerne på bladet, han var den lim der bandt flokken af journalistiske outcasts sammen, han var som han selv yndede at sige, the champ.
Ugens Rapport var bladet hvor artiklerne om sex, vold og drama altid havde en lige-på-og-hårdt attitude, hvor skribenten helst skulle deltage for at give historierne autenticitet. Og helt sikkert var det, at bladet altid havde en afklædt kvinde som cover og folde-ud-pige på de midterste sider. Kort sagt var Ugens Rapport hvad de fleste dengang tænkte – et rigtigt mandeblad. Og bladet solgte på sit højeste mere end 200.000 eksemplarer om ugen, så selv om folk ikke altid ville indrømme det, så blev Ugens Rapport købt og læst af en meget stor læserskare.
Nu er vi i 2022, og bladet Ugens Rapport er historie, men derfor forsvinder perioden jo ikke, og da det jo som bekendt er den der skriver sangene der bestemmer den fælles historie vi læner os op ad, så er det rigtigt interessant hvordan en ung moderne dramatiker vil lade ordene falde om bladet, der mildest talt ikke passer ind i vores nutids anerkendelse af ligestilling og respekt for kvinder.
Men bare rolig – det har dramatiker Andreas Garfield taget alvorligt – og det betyder hverken at han eller iscenesætter Thomas Bendixen lader eftertidens ændrede moralkodeks pille ved datiden, eller at de ikke føler de kan skabe underholdning på baggrund af en virkelighed der både rummer godt og skidt. For jeg skal love for at forestillingen UGENS RAPPORT er god underholdning for fuld skrue!
Det er Mads Rømer Brolin-Tani der nailer den lingvistiske ekvilibrist Kurt Thyboes væremåde, til en grad så selv hans børn måtte knibe en tåre til premieren, i en forestilling der buldrer derudaf med Kurts særegne dansk/amerikanske sportslingo.
”I believe in you”
Et superfedt 70’er band i en boksering understreger stemningen i forestillingen, og med kapelmester Martine Madsen på guitar, Eva Skipper på bas og Sarah Ziebe på trommer – bliver forestillingens grundtone løftet til max. Vi følger Kurt og bladet gennem både de fede år og de magre, vi oplever Kurts hjemmebane med hans elskede Marianne, spillet af altid stilsikre Johanne Louise Schmidt, og vi møder hele banden af gonzojournalister på bladets redaktion, der alle bliver storartet portrætteret i Skuespilhuset. Og det er de vilde medarbejdere der fylder mest i fortællingen, for selv om det er fiktion, så føler man at man lærer dem at kende, og forstår deres virkelighed på bladet.
I forestillingen ender skribenten Viffer i en kørestol, da han med dødsforagt kravler op ad et nedløbsrør til kærestens lejlighed på tredje. Men også i virkelighedens verden blev Chris Viffer invalideret, da han efter at have låst sig ude af sin lejlighed, forsøgte at kravle fra tredje til anden etage i et hjemmelavet reb af sejlgarn. Historien om bladets vovehals er således intakt – det var en overmodig handling der satte en stopper for Viffers karriere som gonzojournalist. Og det fortæller faktisk meget godt hvordan dramatikeren Andreas Garfield har arbejdet med UGENS RAPPORT, for selv om forestillingen er fiktion, så er den meget loyal overfor virkelighedens verden, og man kan klart se hvordan Garfield empatisk har arbejdet med personskildringerne. Uden at miste underholdningsværdien, og uden at lyve. Lige i Kurt Thyboes ånd.
Forestillingen UGENS RAPPORT spiller på Skuespilhusets store scene fra d. 28. april til d. 4. juni, 2022.
Foto: Camilla Winther