TVANG // Teater Katapult

⭐⭐⭐⭐⭐

BLÅ AARHUS HISTORIER

TVANG – en neoliberal komedie
Teater Katapult i Århus d. 23.-31. maj,
samt på Teater V i København d. 10-11. juni.

Det er i Teater Katapults ’WriterDirector Lab’ at Aleksa Okanovic har udviklet TVANG sammen med instruktøren Line Paulsen, og jeg er overbevist om at det netop er det greb, der har resulteret i det super præcise flow i forestillingen.
Det præcist udførte flow der gør, at vekselvirkningen mellem karakterernes replikker og deres ageren på scenen aldrig lader tilskueren i tvivl, og aldrig skaber behovet for trættende regibemærkninger, men i stedet lader de to karakterers liv udvikle sig år for år igennem forestillingen.

Med udsagn som; ”Hver gang vi forsøger at stå af ræset, så kommer der en ny regning der skal betales”, ”Lider vi af fomo – er vi blevet bange for at gå glip af noget?”, og ”Lad os kneppe i stedet for at snakke om det”, er den moderne stemning ligesom sat, og det er David Elnebo og Sara Hjort Ditlevsen der på fremragende vis spiller superforbrugerne Roland og Claire, to moderne mennesker der forsøger at manøvrere i spændingsfeltet mellem humanisme og liberalisme.

Hvor går grænsen – bør man købe drømmehuset til spotpris på en tvangsauktion, når man ved at de tidligere ejere står foran økonomisk ruin?

Og så er det en lille scenografisk genialitet af Nadia Nabil Korsbæk at lade tusindvis af glødepærer – sammen med den stemningsskabende musik af Iza Mortag Freund – agere rum, sind og stemningsskift i forestillingen.

Alle nøglepersonerne i Okanovic’ samfunds-spiddende forestilling har rødder i Århus og omegn, så begrebet ”en Århus historie” får pludselig en ny og væsentligt bedre klang på Teater Katapult for tiden.
Livet handler om at bygge relationer – der er ikke noget gyldent håndtryk når man dør.

Fotos: Emilia Therese & Jens Peter Engedal

LÆS MERE