Untz, untz, untz… Når Esben Weile Kjær er i byen, så kan det både ses, høres og føles. Den danske performancekunstners klassiker fra 2020 – HARDCORE FREEDOM – lagde bogstaveligt talt Den Fries lokaler ned, da det 5 timer lange værk for nylig pressede udstillingsbygningens kubikmeter til max.
For hvis det skulle være gået nogens næse forbi, så er TOASTER Performance Biennale 2026 big time i gang i København, hvor Husets Teater og Den Frie lægger mursten og hjerterum til det pænt store internationale cast af performers, der opfører deres værker lige nu. Og Esben Weile Kjærs HARDCORE FREEDOM var altså kurateret til at åbne den storstilede performance festival.
Og det var klogt kurateret af Toasters Miriam Frandsen, for Esben Weile Kjær er en publikums darling uden lige, så alene rygtet om at HARDCORE FREEDOM genopstod, og Esben Weile Kjær bød indenfor til lige dele performance, kolde øl og untz, untz, untz i kilometervis, lokkede et kæmpe publikum ud til Den Frie Udstillingsbygning. Og hvis bare en tredjedel af det store (og efter min mening nok ret nye) publikum til HARDCORE FREEDOM på Den Frie genbesøger Udstillingsbygningen, fordi de så hvad den også kan, så har TOASTER allerede bevist sin berettigelse.
Esben Weile Kjærs HARDCORE FREEDOM er en vild, intens og dragende performance, hvor 25-30 performere over 4-5 timer forbinder traditionel udstillingsperformance og levende tableauer med club vibes og tunge beats, der i løbet af aftenen bindes sammen af en navlestreng i form af et kilometerlangt afspærringsbånd påtrykt HARDCORE FREEDOM – og tilsammen udgør den helhed, som Kjær så malerisk betegner som rå og ufortyndet frihed.
Men hvis man på TOASTERS biennale leder efter et modstykke til Kjærs hårdtpumpede totalperformance, så kunne det f.eks. være Bob Kils minutiøse og stramt koreograferede performance TITS, der også opførtes på Den Frie som del af TOASTER Performance Biennale 2026.
I am on an invisible ladder, always having to look myself over my shoulder. How artistic.
Den koreanskfødte performer Bob Kil dyrker det repetitive, og i hendes performance TITS bliver Kils koreografi, der italesætter efterligningen, afgørende for værkets puls. Som udgangspunkt er det danseren Ottavia Catenacci der med små gentagne, nærmest rituelle skridt, indtager gulvet i Sal 6 på Den Frie. Men efter 7-8 minutter, der lige præcis var nok til at publikum nåede en form for meditativ tilstand, træder Bob Kil ind i ligningen, falder ind i Catenaccis rytme, folder sit manifest ud, og begynder fortællingen om hvordan en kunstners liv er fyldt med modsætninger. Og uden hensyntagen til Den Fries sædvanligvis veletablerede publikums selvforståelse, indleder Kil med et flabet People of Copenhagen. What do you know about being an artist?
Pop & Bollocks.
Bob Kil fortsætter sin tale, hvor hun sammenligner kunstnere med dyr, og fremhæver kopiering og repetition som essentielt. A repetition of synchronized movement – as in the Army, a mating ritual, or in pop, is natural. TITS er således et minimalistisk, stramt koreograferet performanceværk, der i al sin stilhed er larmende præcist i sin selvindsigt.
Selvindsigt er også blandt performer og koreograf Camilla Linds mange talenter, og i værket CRUSH, som jeg også overværede i åbningsdagene, folder den altid modstandsdygtige Lind sig fuldtonet ud som den rebel hun altid har været, men som Lind ikke altid har vist sig frem som.
If only I had been born in the sixties.
I en co-produktion med TOASTER har Camilla Lind skabt CRUSH – a psychodrama, et pulserende performanceværk fuld af ritualer. For med fortællingen om hvordan et forladt casino bliver indtaget af en vildfaren gøglertrup, Tiny Theatre, hvis medlemmer kæmper med forskellige udfordringer i en verden der ofte virker dysfunktionel uden en ledestjerne, er ritualer ikke længere snærende bånd eller ekskluderende rammer – de bliver holdepunkter i en dystopisk verden af udlevelse, opgivende handlinger og håbefulde udsagn.
CRUSH er dyrisk, direkte og sorgfuld i sin leg med flokmentaliteten, og det altoverskyggende lydunivers komponeret og afviklet af Heva Vaupel på scenen, er som Valium blandet med årgangsvin – afslappende, farlig og pirrende nydelsesfuld.
I want to set something on fire. I will hold my breath – and throw the dice.
Som performer giver Camilla Lind alt på en scene, og da resten af det spændende sammensatte hold af performere – Sigrid Stigsdatter Mathiassen, Ezra Shami, Tovalisa Delin, Misty Superdeluxe og Ronni Morgenstjerne alle går all in på Camilla Linds grundidé, så er CRUSH så absolut en performance du ikke vil gå glip af.
Men der er jo så uendeligt meget mere på TOASTER Performance Biennale 2026, der fra d.16/4 til d. 3/5 flexer muskler på Den Frie & Husets Teater, så læs programmet og kast dig ud i det uden at se dig tilbage. Du vil helt sikkert finde noget der vil overraske dig.
Foto CRUSH: Zinna Brigh Mac-Eochaidh
Foto TITS: Christian Brems
Coverfoto & foto HARDCORE FREEDOM: Casper Koeller, Sceneblog.dk