⭐⭐⭐⭐⭐
”Ingen spurv falder til jorden uden Vor Herres vilje”
Herman Bangs drama TINE, om tro, håb og kærlighed under krigen i 1864, er i Lydmors og Aske Bergenhammer Hoegs fantastiske soundscape, blevet gråtonernes Nirvana på Aalborg Teater. For det er avantgarde komponisten Jenny Rossanders leg med ensemblet, hendes 25 nyskrevne siders flerstemmige toner, og hele lyddesignet i det grå univers, der løfter Bangs drama ud over det sædvanlige.
Dramaet udspiller sig under den 2. Slesvigske krig i 1864, hvor slaget om hertugdømmet Holstens tilknytning til Danmark var på spil, og hvor slaget ved Dybbøl Mølle blev afgørende. Den unge degnedatter Tine forelsker sig i skovrideren, hvis kone og barn er sendt i sikkerhed i København, og finder på klassisk vis ud af at kærlighed ikke altid bliver gengældt med samme bagvedliggende uskyldige tanker, og at kødets lyst ikke altid skal forveksles med true love. Men i krig og kærlighed gælder alle kneb, alle slås med egne våben, og hverken Herman Bangs tanker, eller for den sags skyld N. F. S. Grundtvigs, tillader en lykkelig afslutning på en historie som denne. Så uden at spoile – nu er du advaret – det ender ikke godt.
”Hvad vil da Gud med sit Danmark? ”
Den norske instruktør Runar Hodne har i sin ud-af-kroppen-iscenesættelse valgt at lade karaktererne på skovridergården fortælle alt i tredje person, så når Line Nørholt som Jomfru Bølling – Tine – i hemmelighed læser skovrider Bergs breve til sin kone, siger hun om sig selv: ”Hun hørte ikke længere fru Berg i ordene”. Det kan gå grueligt galt hvis man i to timer skal høre alle omtale sig selv i tredje person, og intimitet og nærhed i skuespillet kan hurtigt fordufte, men i Hodnes fine instruktion af Aalborg Teaters dynamiske ensemble, opnår skuespillerne stadig at fremstå troværdige og i kontakt med publikum. Svær manøvre, men den norske iscenesætter har set rigtigt, når Bangs krigsdrama i al sin gråmelerede grusomhed skal ud over scenekanten.
Og gråt i gråt er det. Scenograf Ulrik Gad er stringent – nærmest asketisk – i sin tilgang til en skovriderbolig. Det der ikke er gråt i krop er gråt i tanke, og det er mudret vand og soldaterblod der løbende farver Maria Gyllenhofs hvide landkostumer grå, de hvide klæder der ellers flot holder uskylden i hævd gennem hele forestillingen. Ikke mindst da Biskoppen mod slutningen dukker op i sin rene kjortel, og kontrasten rammer scenebilledet med overvældende effekt. Smukt tænkt.
”Og under sin hustrus billede, tilfredsstillede Berg sit ulmende begær”
Den forelskede Tine bliver flot leveret af Line Nørholt, og skovrider Berg ligeså fint spillet af Thomas Kristian Bek, men det er ligeså meget resten af ensemblets samlede indsats der gør TINE seværdig. Det er en pragtfuld ensembleforestilling produceret i en tid hvor ingen må samles, et drama der kalder på både tro, håb og kærlighed, og en forestilling der forhåbentlig snart kan opleves på Aalborg Teaters store scene.
Sceneblog så premieren d. 23. januar via livestream fra den tomme sal i Aalborg, men i skrivende stund er der begrundet forhåbning om, at forestillingen spiller for en fuld sal fra torsdag d. 11. februar.
Foto: Emilia Therese