TIL ALLE OS DER ELSKER TOVE // Jeanett Albeck & Dy Plambeck i Salonen + interview med Jeanett Albeck

⭐⭐⭐⭐

Karismatiske kvinder fortolker Tove Ditlevsen i Salonen. 

Der var proppet med forventningsfulde Tove Ditlevsen-elskere i SALONENs kælder, da Jeanett Albeck og Dy Plambeck som hyldest til Tove Ditlevsen – og i anledning af, at forfatteren ville have fyldt 100 år – havde sammensat en fin lille musikalsk foredragsaften.

Jeanett Albeck lagde ud med en klassisk poetisk-melodisk sang fra forestillingen TOVE! TOVE! TOVE!, og straks var man inde i den Ditlevsenske verden. Der er meget få som Jeanett Albeck, der kan fortolke en digter så følsomt og nøjagtigt, og stadig bevare sin personlige karisma intakt. Albecks overvældende fremtoning skygger ikke for Ditlevsens ord, ligesom forfatterens af og til tunge vendinger omvendt ikke tynger den ligefremme sangerindes levende udstråling.

 

 

Efter Albecks indledning tog forfatteren Dy Plambeck over, og er som kollega til Tove Ditlevsen den helt rigtige til at fortælle historien om den fyrige forfatter fra Vesterbro. Dy Plambeck tog aftenens gæster nænsomt ved hånden, og tog os igennem Tove Ditlevsen turbulente liv, med både respekt og empati for et til tider hårdt liv, samt viden og professionel tilgang til Ditlevsens tekster, som vi fik et righoldigt udpluk af gennem aftenen.

Erindrings bøgerne blev også flittigt brugt, og da Albecks smukke sange samtidig blev strøet ud over os som flormelis på æbleskiver, så vi fik alt i alt et meget levende billede af den ikoniske forfatter.

”hun børstede flyglet med en grov skurebørste, på sin første dag som rengøringsdame hos de fine folk, og det blev så også hendes sidste dag” Det var ikke nemt for Vesterbropigen Tove Ditlevsen at begå sig i det pæne borgerskab, hun så gerne ville være som.

 

 

Petidin narkoman, forfatter, bundet kvinde. Tove Ditlevsens liv var bestemt ikke nogen dans på roser, og mange af hendes digte omhandlede det at være bundet i livet, men med den cool skrattende LP-agtige jukebox lyd der var lagt ud som lydligt baggrundstæppe, og Albecks fine lille guitar på scenen, fik vi en forrygende stemning foræret i Salonens kælder. Så efter en aften med Jeanett Albeck og Dy Plambecks fine fortolkninger af den store forfatters ord, gik man løftet – og lettere ud i natten.

Foto & film: Casper Koeller, Sceneblog

SE MERE

Sceneblog snakkede efterfølgende med Jeanett Albeck om hendes tilgang til det politiske aspekt i kunsten – og om hendes næste forestilling med Sort Samvittighed på Betty Nansen. Se interviewet herunder: