⭐⭐⭐⭐
Virtuost oratorium eller deprimerende moralprædiken?
Händel skrev de næsten overjordisk rene toner til oratoriet TIDENS OG VISDOMMENS TRIUMF som 22årig, men librettoen blev skrevet af en kardinal, der ikke kunne holde sin moralske formaninger tilbage, og endte med en moralprædiken uden ende.
Den Kgl Operas co-produktion med Malmö Opera, TIDENS OG VISDOMMENS TRIUMF, er gefundenes fressen for alle der kan nyde virtuose toner og smukt sungne arier – uden at lade sig forstyrre af librettoens ord og formaninger. Men det kan jeg ikke.
Historien i Georg Friedrich Händels oratorium er ganske simpelt den unge kvinde Belezza/Skønheden, der skal vælge mellem Piacere/Nydelsen, Tempo/Tiden, og Disinganno/Visdommen. I sig selv et simpelt og fint set-up, som fint kan bære Händels trang til enkelthed og gentagelser, og ret perfekt til et scenisk oratorium.
Det er Concerto Copenhagen der er i graven på Gamle Scene, med Danmarks ubetinget største barokmusik-dirigent Lars Ulrik Mortensen i spidsen. Og med Mortensen på podiet, var det intet mindre end perfekt harmoni der flød os i møde på premieren – som solens stråler på en diset morgen.
Men når nu librettoen er skrevet af den katolske kardinal Benedetto Pamphili, der desværre føler sig kaldet til at prædike i 2 ½ time, i en forestilling der rent scenisk er bygget på slowmotion, bliver det desværre for meget for mig. Selv om det er Don Gnus eminent dygtige Jannik Elkær der har formået at koreografere både sangere og dansere i smuk slow motion, er hele Ted Huffmans iscenesættelse et studie i mørk minimalisme, som for mig – sammen med kardinalens moralprædiken – desværre trækker gevaldigt ned i den samlede oplevelse af TIDENS OG VISDOMMENS TRIUMF.
Men hvis du kan abstrahere, så er sopranen Mary Bevan fejlfri som Skønheden, og Caitlin Hulcup kraftfuld og sanselig som Nydelsen. Sonia Prina er dramatisk som Visdommen, og Joshua Ellicott passende pompøs i sit udtryk som Tiden. Og Lars Ulrik Mortensen – han er pragtfuld på hjemmebanen.
Foto: Emilia Therese