THE SMILE OFF YOUR FACE // Ontroerend Goed på CPH STAGE, Edison, Betty Nansen Teatret

⭐⭐⭐⭐⭐

I am wearing a red dress with fur on it, and my belly is soft. Do you want to sit on my lap?”

Ord er vigtige, og ord kan tillægges mange meninger – lige som lyde, berøringer, dufte og fornemmelser. Specielt når du har bind for øjnene, og er placeret i en kørestol med hænderne bundet foran dig.

Det belgiske Teater- og performancekompagni Ontroerend Goeds THE SMILE OFF YOUR FACE var første forestilling for mig på årets CPH STAGE, og det er altid med de største forventninger jeg møder op, når Morten Krogh og festivalen har hentet perler fra det store udland. Og jeg blev ikke skuffet.

Jeg blev som sagt placeret i en kørestol, fik bind for øjnene og hænderne bundet forsvarligt, for derefter at blive kørt ind i Ontroerend Goeds sanselige verden af indtryk, som en efter en tog mig med storm. Hele tiden i kontakt med den person der kørte mig, og som på engelsk opretholdt den følelse af sikkerhed, der trods alt ligger i ikke at være helt afskåret fra verden.

Og så var det ellers at sanserne tog over, og hvad enten det var sagte pust, florlette berøringer, stemningsskabende dufte eller lyden af tunge støvletramp, så blev mine sanser vakt på overvældende vis i THE SMILE OFF YOUR FACE. Ikke blot leger Ontroerend Goed med forventninger og forudindtagethed, men gennem dialogen med performerne i forskellige settings, forsvinder tid og sted i en uvirkelig verden der leder tankerne hen på David Lynch og hans magiske realisme.

Der er en del der arbejder med interaktivt sanseteater herhjemme, Gry Worre Halberg og Sisters Hope gjorde det f.eks. med SENSUOUS CITY, Eja Due og Teater Bæst gør det f.eks. med FLUGT, lige som Martin Ammundsen og Teater LUX spiller helt i mørke med RYGEREN – og alle har med succes fået en stor del af det danske teaterpublikum til at indgå i sammenhænge, som overskrider de gængse normer for hvordan man oplever teater.

Og det er netop det som THE SMILE OFF YOUR FACE repræsenterer på bedste vis, når Ontroerend Goed på ca 30 minutter først fratager dig dine normale sanser, og siden får dig til at overgive dig helt til følelsernes neuroanatomi.

Foto: Ans Brys

SE MERE FRA CPH STAGE

SE MERE FRA ONTROEREND GOED