⭐⭐⭐⭐⭐
Dansekompagniet Corpus smider de sidste tøjler, og lader kroppen følge tanken i nuet.
På Roskilde Festivalen gav Corpus – sammen med rockbandet Baby In Vain – sæsonens sidste bud på hvordan dans og koreografi kan smelte sammen med hårde rocktoner, og hvordan man ved at følge momentet og sit sind kan opnå en form for danse-ekstase, hvis udtryk materialiseres i en sprængfarlig cocktail af disruptive og sanselige bevægelsesmønstre. Den er sprængfarlig fordi man ikke på forhånd har kontrakten med publikum, hvor man enten beroliger eller forsikrer gæsterne om forestillingens gang eller indhold, men i stedet lader hver enkel gæst stå alene med deres oplevelse af værket.
Men det er måske netop det der skal til for at skabe nyt, og derfor den prisvindende koreograf Kristin Ryg Helgobostad har skabt en koreografi, hvor den norske iscenesætter bevidst bryder med de æstetiske konventioner. For pæn kan man ikke kalde THE REAL RAW, snarere en bevidst grænseoverskridende og disruptiv forestilling, hvor det klassiske, det indlærte og det velkendte, viger pladsen for det impulsive, det sansende og det komplekse.
Og når modige Tim Matiakis og Corpus har blandet blod med Roskilde Festivalen, der jo altid risikovilligt er på udkig efter nye måder at møde sit publikum på, så er man på sin vis advaret – her kommer noget der ikke er helt som det plejer.
Roskilde har peget på de tre unge kvinder i Baby In Vain som udfordring for Corpus’ vildt- og vidtfavnende ensemble, og med festival-opførslen d. 3/7, som er en videreudvikling af værket der blev vist i A-salen på Det Kongelige Teater, viser både de modige dansere og de hårdt rockende kvinder at de kan smide alle hæmninger.
THE REAL RAW spillede på GLORIA scenen på Roskilde Festival, og fra det øjeblik hvor hegnene til campingområderne åbnedes, var der lange snoede køer foran scenen. Hundredvis af Roskildegæster havde på forhånd udset sig THE REAL RAW som en must-see-experience, og mit gæt er at mindst 70-80% af de utålmodige publikummer aldrig havde sat deres ben på Det Kongelige Teater. Allerede her er tale om en sejr, for mens scenekunstbranchen taler om publikumsudvikling, så vælger Corpus og Roskilde Festival ikke at snakke om det, men at eksperimentere og udvikle sig selv, og så lade publikum bestemme om de vil dukke op. Og det gjorde de så – i stor stil.
I THE REAL RAW er alle fra forestillingsstart formummet bag wrestling masker der kunne gøre selv Freddy Krueger misundelig, så for de uindviede er det ikke den enkelte danser eller musiker der følges, men en gruppe optrædende med hver deres del af et større hele. Men når en klassisk trænet balletdanser som Alexander Stæger skal udtrykke sine følelser i dans, vel vidende at de mange hundrede gæster på det tidspunkt næppe ved hvem han er, så kan han slippe kontrollen, og fuldt ud hengive sig til sine sansers svar på koreografiens udfordringer. Senere, da maskerne faldt, var det som om dansetræningen og det professionelle bevægelsesmønster kom til udtryk i større grad. Eller også er det bare nemmere for publikum (læs: mig) at fornemme følelser og retning, når man kan se dansernes ansigter og udtryk. Det var en Alexander Stæger i storform, der i THE REAL RAW på Roskilde elegant blandede dansens klassiske dyder med rockens rå riffs.
Hele ensemblet i Corpus gik til opgaven med saft og kraft, og selv om hele værket kun bør ses som en ensemblepræstation, så bliver jeg nødt til også at fremhæve Hazuki Kojima, der både i samspillet med Baby In Vain, og med sine soli, var fremtrædende i de følelsesladede trin i Kristin Ryg Helgobostads koreografi.
Corpus har med THE REAL RAW vist de tør tage skridtet ud i det uvisse, de tør eksperimentere, og ryster ikke på hånden fordi der blandt publikum af og til er uforstående blikke og udvandring før tid. De ved, ligesom Roskilde Festival, at dansen og musikken må og skal udvikles, gentænkes, og præsenteres in your face. Kun sådan overlever kunsten.
Vi ses i A-salen – og på Roskilde Festival 2020.
Foto: Casper Koeller, Sceneblog