⭐⭐⭐⭐
“Let’s talk about sex, baby – let’s talk about you and me”. Det var Salt ’n’ Pepas store hit I 90’erne, og lad os dog give dem ret – det er kommet for at blive.
Jonas Littauer og det Dramatiske Udgangspunkt har nappet norske Matias Faldbakkens kultroman, og sat den i scene med et direkte ”in-your-face” udtryk, men alligevel på en yderst gennemtænkt og målrettet vis.
Faldbakkens moderne kulturkritiske drama handler om en gruppe relativt almindelige mennesker der får nok! De får nok af ”kulturens fascinations tyranni”, af ”overskridelsernes overskridelse”, og simpelthen af ”borgerskabets trang til det gode naboskab”.
De danner et porno-produktionsselskab, og med pengene financierer de oprøret og de revolutionære aktioner. Porno-optagelserne foregår helt efter gængse regler, hvor f.eks. cum-shots altid skal ende i ansigtet, og hvor ”kvælning skal stoppes – med mindre det er en del af den narrative setting”.
Så DESIREVOLUTION, som selskabet hedder, tager sig selv meget alvorligt som pornoproducenter, men handler udelukkende i nødværge, da al indtjening bruges på deres samfundsomvæltende aktiviteter.
Og hele forestillingen igennem er det et suverænt greb der formidler historien i det intime rum på SORT/HVIDs lille scene. Alle de fire skuespillere; Christine Gaski, Jonas Littauer, Malte Frid-Nielsen og Marius Bjerre Hansen, går full frontal i deres formidling af budskaberne i forestillingen. Alt bliver fortalt med ord – vel og mærke ord som beskriver forløbet i en pornofilm – og de står på rad og række i housecoats og guldlamé, og skriger både handling og følelser ud i ansigterne på publikum.
Og netop det greb er The Cocka Hola Companys helt store gevinst.
MATIAS FALDBAKKENs roman og Det Dramatiske Udgangspunkts iscenesættelse, er så afgjort et opgør med den småborgerlige omklamring af kunsten og oprøret, og selvom man godt kunne stemple forestillingen som en ”explicit performance”, så er den også et elegant spark i bollerne på vores pæne samfund af i dag.
Medvirkende CHRISTINE GASKI, JONAS LITTAUER, MALTE FRID-NIELSEN og MARIUS BJERRE HANSEN
Forfatter MATIAS FALDBAKKEN
Manuskript og iscenesættelse KRZYSZOF MINKOWSKI
Scenografi og kostumer KONRAD SCHALLER
Producent DET DRAMATISKE UDGANGSPUNKT
Forestillingsfotos SARA BRINCHER GALBIATI