THE BODYGUARD – The Musical // Lion Musicals & Live Nation, Scandic Falkoner

⭐⭐⭐⭐⭐

Overflødighedshorn af vellyd.

Når du først har sat dig, er der ingen vej tilbage. Musicalen THE BODYGUARD kører fra første sekund lige på og hårdt med en overflod af lys, rytmer og showbiz på højeste niveau, hvor Whitney Houstons sange strømmer ud over scenekanten med en pragtfuld Andrea Lykke Oehlenschlæger som superstjernen der bliver truet på livet af en fanatisk fan.

Og det er jo lige hvad der skal til for at hylde mindet om R&B sangerinden Whitney Houston, der med filmen The Bodyguard i 1992 ramte endnu et kæmpe publikum. Og det er svært ikke at tænke på filmen når man oplever musicalen, for der er en meget stor del af filmens punchlines og efterhånden ikoniske klip, der kan genopleves i sceneversionen. Omvendt sad jeg ved københavnerpremieren ved siden af to unge kvinder der ikke havde set filmen, og de var blown away over den massive strøm af genkendelige hits der ramte dem.

I wanna dance with somebody.”

THE BODYGUARD er historien om showbiz, hvor bagsiden af stjernetilværelsen ofte kan være nådesløs overfor forhold og relationer, og hvor en fanatisk fan med trusler og attentatplaner kan blive altødelæggende for et liv der ellers kørte på skinner. Skuespilleren Johannes Lassen er den topprofessionelle bodyguard Frank Farmer, der modvilligt påtager sig opgaven med at passe på superstjernen Rachel Marron, der bliver truet på livet af en syg stalker, spillet af David Owe. Og for alle dem der ikke kender historien, vil jeg ikke fortælle hvordan det udvikler sig og ender, men THE BODYGUARD er bestemt ingen rosenrød fortælling, selv om den er propfyldt med kærlighed og smukke intentioner.

En musical er per definition et show hvor sang, dans og skuespil går hånd i hånd, og det er bestemt ikke givet på forhånd at alle tre genrer udføres lige godt. Men i THE BODYGUARD er det professionelle set up præcis så gennemtænkt, at scenernes vekslen mellem skuespil, dans, og de ikoniske sange, elegant går op i en højere enhed. Og når følelserne mellem superstjernen Rachel og hendes forsmåede søster Nicki går lige i hjertet, så er det fordi Andrea Lykke Oehlenschlæger har en fantastisk velsyngende Lea Thiim Harder at synge op imod.

I will always love you.”

THE BODYGUARD – The Musical er en hamrende professionelt produceret, sindssygt dygtigt performet, og blown away velsunget forestilling.

Musicalen spiller i Scandic Falkoner 8. september til 17. oktober, og tager efterfølgende på turné i hele Danmark.

Foto: Miklos Szabo

SE MERE HER OG FIND BILLETTER