⭐⭐⭐⭐⭐
Sæt din lid til den du tror på.
Historien om menneskebabyen, der finder en ny familie midt i junglen.
Fredericia Teater har igen iscenesat en Disney klassiker, og musicalen TARZAN, med Phil Collins’ ikoniske sange, en totalscenografi med junglestemning, lianer og luftbårne overraskelser, samt et forrygende cast med Kim Ace Nielsen i spidsen, er blevet en sindssygt vellykket musical, om mennesket der finder en ny familie hvor man mindst venter det.
En overdådig kombi af fast scenografi og levende projektioner, som jo nærmest er blevet Fredericia Teaters signatur, er til TARZAN blevet suppleret med en luftbåren verden, som den vilde luftkoreograf Christel Stjernebjerg har skabt over vores hoveder. Og det er godt set – det skaber netop den udefinerbare jungle fornemmelse som fortællingen om TARZAN fortjener.
TARZAN er historien om hvordan såkaldt civiliserede mennesker kan tage så grueligt fejl, og må indse at der findes familier, kærlighed og omsorg overalt hvor der er bankende hjerter – selv på steder man ikke kender.
I slutningen af 1800-tallet bliver Lord Greystoke og hans kone efter et skibsforlis skyllet i land på Afrikas vestkyst, og bor med deres baby i en træhytte i junglen, indtil de mister livet i et angreb fra en sulten leopard. Babyen, som de har nået at skjule i en kiste, bliver efterfølgende fundet af Kala – en gorillamor der selv har mistet en baby til rovdyret, og nu tager menneskebabyen til sig som sin egen.
Barnet vokser op blandt gorillaerne, men har fra store problemer med at blive accepteret, og specielt gorillaklanens overhoved Kershak, har svært ved at acceptere Tarzan som en af deres egne. Men Tarzan finder dog også venner, og den lystige Terk bliver bedste ven med Tarzan allerede som lille, når Tarzan skal lære at svinge sig i lianerne og skabe sig sit eget brøl. I forestillingen følger vi allerede Tarzan som barn, og de to miniperformere der spiller Tarzan og Terk som børn, er bare skønne – de udstråler både livsglæde og en umiddelbar tilgang til livet, som vi alle kunne lære noget af.
Men da Tarzan vokser, og gorillaklanens overhoved Kershak stadig ser faren ved at have et menneske iblandt dem, forviser han Tarzan til et ensomt liv i junglen, hvilket selvfølgelig river Kalas hjerte itu, og hun bliver nødt til at følge Tarzan længere ind i junglen.
Og en dag sker så det afgørende turnaround i Tarzans liv. En videnskabelig ekspedition fra London ankommer til junglen, og Tarzan ser for første gang levende væsener der minder om ham selv.
Den ligner mig, men den er anderledes.
Han møder forskeren Jane Porter, der sammen med sin professorfar er taget til Congo for at opdage nye arter, og bevise at der også blandt gorillaer findes familier og sociale relationer. De bliver smaskforelskede, og Tarzans identitetskamp begynder for alvor. Hvem og hvad er han, hvor hører han til, og hvem er egentlig hans familie?
Ikke alle overlever mødet mellem menneskene fra London og Gorillafamilien i junglen, og om kærligheden sejrer og Fredericia Teaters TARZAN musical ender lykkeligt, skal jeg ikke afsløre her. Men Fredericia Teater har sat klare fodaftryk i Disneys jungle, og udover de overbevisende sangpræstationer og de mange flotte scener, så løfter musicalen sig med de fantastiske luftakrobatiske optrin, helt op på øverste hylde.
foto: Søren Malmose