SYREN HAWAII UNDULAT // Kolding Egnsteater, CPH Stage på Teater V

⭐⭐⭐⭐

Min far har været i gang med at dø i syv år

Kvinden Judy er både kreativ og velfungerende som hustru, mor, søster og datter. Men da hendes far udredes som dement, ændres hendes liv totalt, for pludselig opdager Judy alt det som hun ikke har fået afklaret med sin far, som ikke længere kan svare på de mest simple spørgsmål. Det er Sofie Villsen fra Kolding Egnsteater der fik ideen – efter selv at have oplevet demens i familien – og satte forestillingen SYREN HAWAII UNDULAT på plakaten, med Kimmie Liv Sennova i rollen som kvinden der langsomt mister sin far.

Og det er en yderst velspillende Kimmie Liv Sennova, der med indlevelse og stor kontakt til publikum, fortæller historien om de syv års forfald hos faren, og sin kamp for at håndtere sin fars demens. Med sig på scenen har hun kun en aflåst dragkiste, der altid har stået på farens kontor, og det er her hun finder ting der vækker minder, det er her hun mærker forbindelsen mellem far og datter.

Jeg tænker tit på, hvad der var dit første møde med mig, Far?”

Monologen, som er skrevet af Lin Melkane, er på den ene side så pædagogisk skrevet at jeg på et tidspunkt havde følelsen af at være til en forestilling for børn, men på den anden side så fuld af følelser, som kun personer med en vis portion livserfaring kan relatere til, og dermed leve sig ind i det morads af uforudsete hændelser som rammer Judy.

På samme måde havde jeg det med Kimmie Liv Sennovas Judy, der springer rundt som en lille pige i storblomstret kjole, men omvendt får formidlet teksten med de svære emner til sit publikum på allerfineste vis. Og det er netop kvaliteten i Sofie Vilsens SYREN HAWAII UNDULAT – som publikum forstår vi både tankerne hos fars lille pige, og den voksne Judys alvorlige overvejelser.

Kolding Egnsteaters SYREN HAWAII UNDULAT er ikke nogen nem forestilling, men det vigtige tema og den fine tekst, og ikke mindst den nuancerede præstation af Kimmie Liv Sennova på scenen, gør at den skal ses.

SYREN HAWAII UNDULAT spiller på Teater V under CPH Stage.

Foto: Lars Horn

SE MERE HER FRA CPH STAGE

SE MERE HER FRA KOLDING EGNSTEATER