⭐⭐⭐⭐
Melder hr. løjtnant – jeg tænker ikke!
Den fælleseuropæiske karakter – den gode soldat Svejk – huserer på Nørrebro for tiden, og selv om det næppe er en direkte reference til nutidens bandekonflikter, så passer Svejk fint ind i samtiden, der kunne bruge lidt flere smil i stedet for kugler.
Den sorte komedie om den certificerede idiot Svejk, der klarer sig igennem krig og ulykker med afvæbnende smil og opbyggelige historier, er med Rasmus Botoft i titelrollen blevet en helstøbt fortælling om det godes sejr over det onde.
Botofts skæve smil passer perfekt til den underfundige hundehandler Svejk, der bare gerne vil have sin tjekkiske gedebukke-øl på stamværtshuset, og så ellers lade de andre slås og kævles. Men omverdenen vil ikke lade Svejk stå udenfor, og han bliver hurtigt involveret i både krig og kærligheds affærer, som han prøver at afhjælpe på bedste hundehandler manér. Om sig har Botoft et stort og fint hold medspillere, der både er med på komikken, og bevidste om historiens relevans. Carsten Svendsen som Løjtnant Lukas er specielt vigtig som katalysator for Svejks eskapader – han er både bragende vittig, og ægte nok til at man tror på Svejks ønske om at ville hjælpe ham.
Et cool, og i princippet klassisk snoretræks set up, udgør den ret originale scenografi, hvor Sven Dahlbergs scenerum er bygget op som en skater rampe, hvor scenografiens elementer kører op og ned ad de buede skrå vægge. Præcis som en skateboarder, hænger elementerne stille oppe, men er i centrum for begivenhederne når de kommer ned i midten af scenen. Og sammen med Nørrebro Teaters markante hældning på publikumsopbygningen, giver SVEJK sit publikum en nærværelse som ofte savnes i store scenerum.
Jeg er ikke underrettet om sådan en gensidig udveksling af kærlighed.
Den gode soldat Svejk gør alt for please, hvad enten det er at gå jorden rundt for at finde fronten, eller når løjtnantens elskerinde beder ham smide bukserne, men er det fordi han er dum, eller er det rent faktisk smart nok – for at overleve?
Foto: Büro Jantzen