⭐⭐⭐⭐⭐
Ekstraordinær danseoplevelse med Den Kongelige Ballet.
”Og den blinde drømte han kunne se”
Lange koreograferede rækker af de smukkeste dansere af begge køn, alle klædt i ens flamboyante kostumer, og alle med det eneste, man aldrig ser en balletdanser danse med; briller! Ret vild virkning rent visuelt at plante et element, som virker som en sten i skoen på det traditionelle billede af en balletdanser.
Og netop denne form for disruption, ser ud til at være den spanske iscenesætter Marcos Moraus kendetegn. Han koreograferer ud fra et ret specielt bevægelsessprog, et system han kalder KOVA, som han har kreeret sammen med danserne i hans trup La Veronal. Ikke noget med først at tænke følelser, og derefter koreografi – med KOVA lader han bevægelserne følge musikken frem for alt. Og det er bestemt ikke de almindelige trin der danses.
Det er overraskende, det er anderledes, og det er frem for alt utroligt fascinerende når de klassisk uddannede dansere fra Den Kongelige Ballet udfører Moraus KOVA koreografi. I sommers oplevede jeg for første gang hans koreografi på nærmeste hånd, da et uddrag fra hans værk VALS blev vist på Copenhagen Summer Dance. Og hvor det i VALS var stramme sorte pailletbeklædte dansere der skabte former og figurer, er det i CARMEN overdådigt udstyrede dansere, der i Moraus koreografi skaber de smukkeste og dramatiske scenarier i historien om Carmens ulykkelige kærlighedsliv.
Forestillingen foregår på et filmset, og alt optages og live streames i sort/hvid på et kæmpe lærred der hænger over scenen. Man kan altså vælge at se direkte på danserne på scenen, eller man kan følge med på den sort/hvide transmission på det store lærred. Man skal lige vænne sig til det, men så bliver det også til en gave – en gave man bestemt ikke havde ønsket sig, men nyder når man har fået den. Igen, et disruptivt træk fra Marcos Morau, men en genial tilføjelse til en forestilling de fleste af os troede vi kendte på forhånd.
Hele Hübbes kompagni er kommet på overarbejde, og da både Carmen og de andre karakterer i historien spilles af op til flere forskellige dansere (af begge køn) i løbet af forestillingen, kan det af og til være svært at følge med i handlingen, og helt umuligt at genfortælle hvem der danser hvilken rolle. Men jeg så da bl.a. Ida Praetorius, Andreas Kaas, Kizzy Matiakis og Tobias Praetorius boltre sig i den vilde premiereforestilling.
Der er dog en der skal fremhæves. Esther Lee Wilkinson! Hun er den ondeste, smukkeste, pukkelryggede gangsterbosslady i rødt Chanel suit, der med automatgevær over skulderen og stor cigar mellem læberne, styrer sine følgesvende i jagten på Carmen. Med små skridt og kokette KOVA moves styrer Esther Lee Wilkinson sine dansere på den smukkest tænkelige måde. Hun i brændende rødt – de i nattens sort. Og oven i har Marcos Morau valgt at lade hende synge Edith Piafs ”Carmen’s Story”, så lærredet på Gl Scene emmede af Film Noir og femme fatale. Touché!
Selve historien om Carmen kender de fleste måske, men jeg skal ikke afsløre slutningen i København, som den unge spanske disruptivo har valgt at gøre både yderst effektfuld – og lokal.
CARMEN som ballet holder max i Moraus iscenesættelse, som nogen måske i stedet vil kalde en danseforestilling, men Bizets ikoniske musik får plads, og dramaet får liv i en utæmmet sceneoplevelse.
foto: Per Morten Abrahamsen