⭐⭐⭐⭐⭐
Mungo Parks SPEJLMANDEN er forræderisk godt teater.
Bedst som man tror man har forstået, hvordan og hvorfor en stjernereporter kunne bedrage alle, så bliver tæppet trukket væk under ens fødder på Mungo Park. Mens man sidder yderst på sædet med en blanding af vantro og forbløffelse, vender teatrets blændende ensemble historien om Spiegel journalisten Claas Relotius på hovedet, og alt hvad vi tænkte var sandt for et øjeblik siden, er nu blot fiktion. Eller er det?
Historien om journalisten fra det velrenommerede tyske magasin Der Spiegel, der afsløres i at have opfundet det meste af sine dokumentariske artikler fra en verden i brand, er oplagt som teater. Men Anna Malzers Mungo Park er jo ikke som de fleste, og nægter selvfølgelig bare at beskrive og fortælle, og har i stedet ladet instruktør og dramatiker Viktor Tjerneld fortælle dramaet, så vi forstår at problemet drejer sig om både journalisten og læseren.
Sara Fanta Traore er absolut vidunderlig som Spiegel journalisten Claas Relotius, og formår både at vække publikums harme og empati i portrættet af den opmærksomhedshungrende journalist. Fra start af ser vi hvordan Relotius skaber de følelser og handlinger han beskriver som sine vidners, og hvordan han kreerer beretninger, der taler lige ned i det store behov læserne har, for at kunne spejle sig i artiklens indhold. Han er SPEJLMANDEN.
”I Texas jubler de mere end de græder”
Vi følger bl.a. den amerikanske kvinde Gladys, der som dødsgangsturist tager fra henrettelse til henrettelse over hele USA, fordi der ikke er nok vidner for at henrettelserne kan gennemføres efter reglerne, så derfor rejser hun rundt til de henrettelser hun læser om. Nana Morks er Gladys, der med indigneret glød fortæller om sin kamp for at monstrene kan blive henrettet, og Relotius grifler den spændende historie ned – mens han af og til retter på vendinger og ordvalg, så de kommende læseres opmærksomhed fastholdes. På samme måde følger vi Relotius i hans møde med drengen der med graffiti tænder ilden i Syriens borgerkrig, og vi ser Relotius i USA’s sydlige grænseland, hvor selvbestaltede militser skyder migranter for at forsvare de amerikanske værdier.
Claas Relotius vinder priser for sit fremragende dokumentariske arbejde, og i en ung alder er han allerede på toppen af sin karriere. Der er bare den hage, at ingen af hans artikler er sande.
”Jamen jeg har jo øget vores empati for mennesker! ”
En kollega begynder at grave i Relotius’ arbejde, sandheden kommer for en dag, og Zaki Nobel Mehabil som den ansvarshavende redaktør på Der Spiegel, konfronterer den succesfulde journalist med afsløringerne.
Nu kunne historien så være slut, og vi som publikum kunne være gået hjem med følelsen af, at verden jo er et sted hvor fup altid afsløres, og vi selvfølgelig godt kunne se at han var en skidt karl. Men dramatikeren Viktor Tjerneld lader os ikke slippe så let, for nu begynder fortællingen bag fortællingen – om Claas Relotius’ traumatiske barndom, og om hans forsvar for sine dramatiske artikler, der gør verden til et mere empatisk sted, ved at give læserne noget de kan spejle sig i. Forestillingen får også mod slutningen tilføjet et yderligere helt vildt twist, som ikke skal afsløres her, men som endnu engang vender alt på hovedet, så Viktor Tjernelds SPEJLMANDEN på Mungo Park ender med at blive et både dramatisk og indsigtsfuldt portræt af en medieverden vi tror vi kender. Historier skaber virkelighed.
Fremragende, forræderisk godt teater.
Foto: Mikkel Russell