SPAR DAME // Det Kongelige Teater, Gamle Scene

⭐⭐⭐⭐⭐

Spar dame vinder. Alle taber. Bravo.

 

Hvidt, sort, koldt. Scenografien på Spar Dame består af store tunge kantede elementer, som hvide og svævende udgør scenerummets anatomi. Spillelidenskaben oser ud af de flotte skyggers spil mod bagvæggen. Scenen er sat til en dramatisk ballet af de mørkere.

En grevinde der er besat af spillebordets djævel, den unge Hermann der vil kende grevindens hemmeligheder, og den yndige uskyldighed der lader sig narre. Rollerne er på plads.

J’aime Crandall er aftenens Spar Dame, arrogancen stråler ud af alle porer på grevinden, og hvid som marmor fremtræder J’aime Crandall præcis så aristokratisk og overlegen i sin dans, at vi føler vi bør bukke og neje når hun nærmer sig. Alexandra Lo Sardo derimod, som grevindens plejedatter Liza, indtager med elegante og følelsesladede trin scenen fuldstændigt, og når hun er på, føler man for første gang varme i den meget hårde og kolde historie.

Alexander Bozinoff er den unge Hermann, og Bozinoff tilføjer med sin kraftfulde dans den spillelystne karakter al den sprælskhed og ungdom, som gør at vi tror på spillelidenskaben, og den deraf følgende sindssyge. Og mødet mellem den unge Hermann og grevinden er fantastisk. De to dansere passer rigtig godt til hinanden, og Liam Scarlett har virkelig trådt på pedalen i koreografien, der trin for trin bærer mødet ud over scenekanten. Kast på kast, ung mod gammel, grevindens udtryk og Hermanns vilde øjne. Mødet mellem de to ludomaner er hele forestillingen værd.

Og så er der tredje akt – grevindens begravelse, sort i sort, med alle stående med ryggen til publikum. Hele forestillingen tager et ekstra trin op, når scenografi, koreografi og Tjajkovskijs musik går op i en højere enhed. Uden tvivl den smukkeste scene i balletten.

Som jeg ser det, så læner Liam Scarletts historiefortællende koreografi sig op ad Bournonvilles fortællegreb med at lade trinnene tale, og ligesom Liam Scarlett i 2017 med Royal Ballet skabte liv i de døde med Frankenstein, så skaber Scarlett nu levende lidenskaber hos mørkets Spar Dame.

Liam Scarlett leger med ilden og kaster kortene på bordet, men med Den Kongelige Ballets eminente dansere forløses Aleksandr Pusjkins mørke historie på fineste vis. À tous.

Foto: Henrik Stenberg

SE MERE & KØB BILLETTER

Gå ikke glip af de nyeste anbefalinger – tilmeld dig vores nyhedsbrev!