⭐⭐⭐⭐
”Men hvad er pointen, det er jo helt mørkt!”
Aleksa Okanovic’ hverdagskomedie om barnløshed, overgangsalder og generationsforskelle er en hyggelig lille komedie, der nok er fyldt lige lovligt meget op med arketyper, men reddes sikkert hjem med smukt spil af et solidt cast.
Huset hvor den 35årige Mia (Stine Gyldenkerne) fejrer sin fødselsdag – på dagen hvor solformørkelsen er total – er en fint opbygget roterende scene hvor spots fra oven fint illuderer både sol og måne, og samarbejdet mellem scenograf Franciska Zahle og lysdesigner Clement Irbil går rent ind hos publikum. Less is more, og med lys kan man skabe stemninger der ville tage alt for lang tid at bygge op med ord eller vægge.
Mias graviditet er gået galt – igen. Hun og den stjernekigger-nørdede kæreste Henrik har prøvet med fertilitetsbehandlinger i flere år, og er tæt på at give op, og dagen hvor både fødselsdag og solformørkelse skulle fejres i glæde, bliver også dagen hvor både Mias mor (Anette Støvelbæk) og mormor (Ulla Henningsen) får de dårlige nyheder at vide. Mias mor er den klassiske berøringsangste middelklassekvinde, og mormoren er den efterhånden ligeså klassiske 68’er hippie fra rødvinsgenerationen, der synes at kollektivtanken er grundstenen i et vellykket liv.
Adskillige afsløringer kommer for en dag, og ligeså mange potentielle livskriser der rulles ud, ligeså mange punchlines og kække kommentarer fyres der af, i det efterhånden anstrengte forhold de tre generationer imellem. Det er morsomt, momentvis rørende, og desværre også forholdsvis forudsigeligt.
Men lad det være sagt med det samme; Ulla Henningsen er endnu engang formidabel. Forestillingen som helhed, og i særdeleshed Camille Sieling Langdals instruktion, savner måske nok modet til at lade arketyperne overraske, men spillet mellem de tre kvinder, og med Morten Brovn som den underspillede kæreste der træder i karakter til sidst, redder forestillingen for mig.
SOLFORMØRKELSE på Teater Grob spiller 1.-30. november.
Foto: Emilia Therese