⭐⭐⭐
Udpenslet tremolo fascinerer – eller frastøder.
Koreograferne Olivia Rivière og Karis Zidore , samt billedkunstneren Anna Moderato, har i treenighed skabt den intense lille fabel SHRILLER, der for tiden performes i Copenhagen Contemporarys enorme loftsrum. En fabel, hvor den ikke let tilgængelige koreografi konstant er under pres fra Karis Zidores udpenslede tremolo, i et fascinerende lyddesign der effektivt indkapsler Anna Moderatos papirklips-inspirerede landskabsscenografi.
Toner og lyde der leder tankerne hen på flammekastere og naturens enorme kræfter, nærmest bærer de to dansere fra sted til sted, og Olivia Rivière og Karis Zidores repetitive bevægelsesmønster kan både opfattes som et modspil til tremoloen, men også som en udnyttelse af den opståede kampplads i Moderatos scenerum på Copenhagen Contemporarys loft.
De to dansere, der lader publikum indfange af det vibrerende lyddesign før de selv folder sig ud, er tydeligvis kampberedte, og i koreografien gentages gang på gang indestængte aggressioner og momenter af accept og forståelse. Tydeligst i scenen hvor Rivière og Zidores håndaftryk bogstaveligt talt skæres ud i jorden med en kniv af ben, hvorefter den open hands emoji lignende figur limes op på væggen, som umiskendeligt symbol på de aftryk mennesket sætter på planeten.
Olivia Rivière, Karis Zidore og Anna Moderato er lige på grænsen med SHRILLER – men uden at udfordre grænser er der ingen kunst.
SHRILLER opføres i Dansehallernes regi på Copenhagen Contemporary d. 26.-28. august 2022.
Foto: Michella Bredahl