RUDY // HearMyEyes, K:Selekt i Skuespilhuset, Det Kongelige Teater

⭐⭐⭐

Finurlig og rørende lille kulturperle med Irske aner.

Dialekten fra Dublin hænger stadig i luften, når Henrik Bay Hansen tager plads ved den guitar, som kan vække Leopold Blooms søn til live. For inden Lasse Schwanenflügel Piaseckis rørende fortolkning af James Joyces Ulysses begynder, får publikum et lille indblik i den irske forfatters liv og forfatterskab gennem to Joyce kendere, der også læser op fra Ulysses.

Men det er når musikken begynder, at den smukke fortælling om Leopold Blooms afdøde søn Rudy starter for alvor. I baggrunden sidder CRAS ensemblet med deres strengeinstrumenter, og med en handskedukke på Henrik Bay Hansens hånd kommer Bloom til live. Og når den triste far spiller sine længselsfulde toner på guitaren, så kikker Rudy mirakuløst op af klanghullet på instrumentet, og tager plads på strengene.

Gennem en optisk illusion – den såkaldte Peppers Ghost Illusion – frembringes den lille Rudy i levende live ved sin fars side, og spiller med på guitaren ved at danse rundt på strengene. Rudy danses indfølt af Paulína Smatláková fra Holstebro Dansekompagni, og i forestillingen ses Smatláková ikke bare som den lille optiske illusion på strengene, for ud over at det fine lille møde mellem Bloom og hans søn filmes og vises samtidigt på en storskærm, så fornemmer man også i glimt danseren der reelt danser bag et forhæng.

I historien, hvor iscenesætter Lasse Schwanenflügel Piaseckis musik fremhæver barnets leg, og lader lille Rudy lege med på legen, ser vi til sidst gamle Bloom i afmagt stige ned til sin søn i dødsriget – en scene der vises med Bloom i naturlig størrelse, gestaltet af Smatláková. Endnu et lag i HearMyEyes’ mangefacetterede iscenesættelse af RUDY, der alt i alt er en fin lille og rørende historie, der med Piaseckis kompositioner springer flot ud af James Joyces forfatterskab.

RUDY spiller i regi af K:Selekt i Skuespilhuset d. 29/11-03/12 2022.

Foto: Lasse Schwanenflügel Piasecki

SE MERE HER