⭐⭐⭐⭐
Billedskønt danseportræt af Rodins magt over det hvide marmor.
Når Auguste Rodin skabte sine skulpturer i marmor, var det med stor kærlighed og indsigt i både materialet og det portrætterede, men hvordan det forholdt sig mht Rodins forhold til sine modeller, det er danseforestillingen RODIN et godt bud på.
På scenen ser vi fotografen Ingrid Bugge som kunstneren, og danserne Tilde Knudsen og Liv Mikaela Sanz som de marmorhvide modeller i Rodins atelier, der giver alt hvad de har for at føje kunstnerens luner.
Og netop dette forhold, at det er kunstnerens vilje der styrer modellernes dans, og dermed skaber den sanselighed der opstår i atelieret, er altafgørende i forestillingen.
Ingrid Bugge svæver ud og ind af billedet, og Rodins taktstok – her som kameraobjektivet i fotografens hænder – får de to smidige dansere til at blive præcis de skulpturer som Rodin ønsker.
Tilde Knudsen, hvis høje, nordiske, og muskuløse fremtoning i forvejen altid står skarpt skåret på en scene, bliver her som hugget i granit når hun bliver malet hvid af støv, og den lille dansk-argentinske danser Liv Mikaela Sanz er et scoop som den blødere bronzeagtige modpart i atelieret. Ikke siden Granhøjs ROSE – Rite of Spring – Extended 2, er Sanz blevet fremstillet så skulpturelt i koreografien.
Sanz og Knudsen er begge rigtig gode hver for sig – og sammen slår de gnister.
Forestillingen bliver flot holdt sammen af Peter Kirks sikre instruktion og legesyge brug af tekniske finesser, når lys og meta-billeder stryger henover scenen og danserne, med toner af Klaus Risager. Og den helt enkle scenografi fremhæver forestillingens skulpturelle fokus.
Igen er det kunstnerens magt over rummet der er afgørende, og ligesom i Ionescos ”Enetime”, mærker man forholdet mellem Rodins magt og modellernes underkastelse.
RODIN på Teaterøen er et nærstudie af kunstens rum.
foto: Ingrid Bugge
https://www.facebook.com/events/488892241488987/
